ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Rusland-chef: Carlsberg klar til flere afgifter

Carlsberg er ikke mere end lige kommet sig over en afgiftsstigning på 200 pct. i Rusland, før trusler om nye lovmæssige begrænsninger truer den absolutte markedsleder i det russiske vækstmarked.

Fra 1. januar blev Carlsberg og de øvrige bryggerier i Rusland mødt med en afgiftsstigning på øl på 200 pct. Carlsberg er nu færdig med at hæve priserne for sine russiske kunder og har modsat konkurrenten Heineken ikke tabt markedsandele på prisstigningerne - tværtimod.

Men her stopper forhindringerne næppe for Carlsberg og Anton Artemiev, der er direktør for Carlsberg i Østeuropa.

Flere afgifter på vej i Rusland

Oven på ølafgifterne florerer diskussioner og politiske forslag om at lægge begrænsninger på blandt andet markedsføring og kiosksalg af øl i Rusland.

”Der er et utal af forslag, og mange af dem har I endnu ikke hørt om. Men ingen af forslagene er nået frem til parlamentet endnu,” siger Anton Artemiev på Carlsbergs kapitalmarkedsdag i Valby.

Han vil ikke kommentere på de mulige politiske udfald, men forsikrer, at Carlsberg, der sidder på over 40 pct. af det russiske marked, er klar uden at kende politikernes kommende beslutninger.

"Vi planlægger efter alle diskutterede scenarier og har planer på plads til at imødegå udviklingen. Ligegyldig hvad der sker, står vi klar med det passende tiltag," fastslår Rusland-chefen.

Russerne drikker for meget


Han er ansvarlig for Europas største ølbrand, Baltika, som Carlsberg med den fulde overtagelse af bryggeriet BBH har siddet på siden 2008.

Anton Artemiev, der op til opkøbet var topchef for Baltika Breweries, er bevidst om det stigende fokus i både den russiske befolkning og medierne på alkoholforbruget set i et folkesundhedsperspektiv.

”Der er stor bekymring om alkoholforbruget i Rusland, og vi har derfor også lanceret en række initiativer for at adressere netop det problem,” påpeger Anton Artemiev.

Som eksempler nævner han kampagner med advarsler mod spritkørsel og salg af alkohol til mindreårige.

Begrænsede tømmermænd i sektoren

Sydbank har for nylig analyseret påvirkningen af afgiftsforhøjelserne for bryggerierne på den russiske arena. Konklusionen lød, at bryggerierne som helhed er kommet helskindet gennem prisstigningerne uden de store tømmermænd trods færre solgte øl.

I forbindelse med sidste måneds halvårsregnskab i Carlsberg understregede finansdirektør Jørn P. Jensen, at Carlsberg med succes har sendt prisstigningerne videre til kunderne.

Her var slutningen, at Heineken blev straffet ved at pålægge forbrugerne hele afgiftsstigningen på én gang, mens Carlsberg har spredt prishoppene ud over halvåret i Rusland og som konsekvens taget markedsandele fra hovedrivalen.

På dagens kapitalmarkedsdag uddybede Rusland-direktør Anton Artemiev den gode russiske markedsudvikling, som halvårsregnskabet viste. Stemningen er vendt fra krise til vækstrater, og frygten for et ulykkeligt, russisk eventyr for Carlsberg er kraftigt på retræte hos investorerne.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis