ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Råvarer: Olie på vej op igen efter rig-reduktioner

Torsdag viste oliemarkedet igen et pendulsving efter onsdagens markante prisfald, og stigningerne fortsætter fredag morgen.

De lave oliepriser har givet anledning til en del reduktioner i bore-aktiviteten på det seneste. Torsdag meddelte Apache Corp om en nedskæring af antallet af olie-borerigge på 70 pct., mens Total slutter sig til BP og Royal Dutch Shell og reducerer omkostningerne.

Og fra Venezuela lyder der toner om, at landet sammen med Ecuador og Rusland er forpligtet til at styrke markedet, fra den venezuelanske olieminister Asdrubal Chavez.

"Oliemarkedet er begyndt at se ud over den nuværende overproduktion. Massive produktionsnedskæringer og rig-reduktioner kan danne baggrund for et stort comeback i olie-priserne," siger senior markedsanalytiker Phil Flynn fra Price Futures Group i Chicago til Bloomberg News.

Fredag morgen ligger futuren på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, med udløb i marts i 59,75 dollar mod 58,20 dollar torsdag eftermiddag.

Den amerikanske WTI-oliefuture for marts handles samtidig i 51,65 dollar mod 50,30 dollar torsdag eftermiddag.

På kobbermarkedet er der ligeledes pæne stigninger. Oliemarkedet trækker de øvrige råvare-kategorier op, og samtidig er der forhåbningerne til øgede ny-udlån i Kina, som kan indikere større aktivitet i såvel industrien som i byggesektoren.

Fredag morgen koster et ton kobber 5762 dollar mod 5611 dollar torsdag.

Guldmarkedet viser tegn på let øget efterspørgsel. Det amerikanske salg af smykker er øget op til Valentines Day, og i Kina er det den forestående nytårsfejring, der trækker efterspørgslen i vejret.

Fredag morgen koster en troy ounce guld 1227 dollar mod 1224 dollar torsdag eftermiddag.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis