ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Positiv aktiestemning bevaret

Selvom flere af de aktier, som havde klaret sig rigtigt godt i mandagens handel, kom ned på jorden igen, endte det danske aktiemarked tirsdag i et lille plus.

C20-indekset sluttede 0,1 pct. højere i 319,19, hvilket er det højeste siden starten af oktober sidste år, og selvom aktierne vaklede lidt tirsdag, er den underliggende stemning stadig positiv, mener seniorrådgiver i Nordea, Nils Lundsby.

"Efter nogle dage med pæne stigninger, har vi set lidt gevinsthjemtagning, hvor det er tydeligt, at de aktier, som falder, også er de aktier, der er steget mest. Et eksempel er Danisco, hvor der ikke er nogen nyheder," siger Nils Lundsby og henviser til, at Daniscos aktie faldt 3,2 pct. til kurs 253,5.

Positive toner

Generelt mener Nordea, at tonerne er positive, og at den kamp, der i øjeblikket foregår mellem købere og sælgere, på et tidspunkt vil ende med, at markedet stille og roligt vil komme ind i en positiv gænge igen. Hvornår, er dog svært at sige.

Bedre end ventede tal for det igangværende boligsalg i USA, der er en indikator for det faktiske boligsalg, var med til at løfte stemningen på aktiebørserne sidst på tirsdagen.

Gode nøgletal

"Vi fik mandag nogle ganske gode ISM-tal fra USA, som var med til at bekræfte, at markedet skal opad fremadrettet," siger Nils Lundsby, der betegner nøgletallene som ny benzin på et tidspunkt, hvor den amerikanske regnskabssæson går på hæld.

Varmer op til Carlsberg

Ellers varmede investorerne op til Carlsberg regnskab med et kursfald til bryggeriaktien på 2,3 pct. til kurs 369. Carlsberg var dog ikke så hårdt ramt som Novozymes, der tog en tur nedad på 5,1 pct. til 460,5.

Nedturen kunne tilskrives en sænket anbefaling af aktien hos Danske Markets til hold.

Derimod var der pæn fremgang til cykliske aktier som NKT og A.P. Møller - Mærsk B, der steg 2,7 og 2,1 pct. til kurs 209,75 og 34.800 samt Vestas, der endte 1,4 pct. højere i 369.

Analyse løfter Vestas

Hos Nordea kæder Nils Lundsby stigningen i Vestas sammen med godt nyt fra konsulentfirmaet MAKE Consulting, der har løftet sine markedsestimater for 2009 for flere af de store markeder.

Den største opjustering er for USA, hvor MAKE nu venter et marked i år på 7200 MW mod tidligere ventet 6000 MW. Også forventningerne til det tyske og kinesiske marked er løftet.

NeuroSearch belønnet

NeuroSearch blev ikke belønnet for gode nyheder fra det lidet kendte lægemiddel NSD-721 mod socialfobi. NeuroSearch har afsluttet den prækliniske udvikling, og er nu klar til fase 1 med stoffet.

Dermed er der dog stadig lang vej endnu til en eventuel lancering, og det kan forklare, at stigningen udeblev, og NeuroSearch faldt med 1,2 pct. til kurs 120,5.

Michael Lund +45 33 300 600
Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis