ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

PFA skrotter Altor efter OW Bunker-kollaps

Landets største pensionsselskab PFA har lagt kapitalfonden Altor på is efter kollapset i OW Bunker. Det skriver nyhedsmediet Finans.

Pensionskassen har solgt sin investering i Altors seneste fond videre med direkte henvisning til krakket i olieselskabet OW Bunker, som Altor sendte på børsen i foråret 2013 med en milliardgevinst.

PFA har samlet set tabt 164 mio. kr. på krakket i OW Bunker, hvilket tidligere har fået aktiechef i PFA Jesper Langmack til at betegne konkursen som en regulær skandale.

Den hårde kritik fra PFA har nu fået direkte konsekvenser for pensionskassens investering i kapitalfonden Altor, idet PFA nu har valgt at droppe den planlagte investering.

PFA havde ellers sammen med en række andre investorer givet Altor tilsagn om at investere i alt 14,9 mia. kr. i Altor Fund IV, der blev etableret i sommeren 2014 kort efter, hvad der så ud til at blive en succesfuld notering af OW Bunker.

"Det er korrekt, at vi havde en commitment over for Altor IV. Vi har dog valgt at sælge den commitment som følge af udviklingen i OW Bunker. Vi ønsker ikke på nuværende tidspunkt at udtale os om investeringens størrelse," siger Jesper Langmack, der er direktør i PFA Asset Management til Finans.

Han understreger, at PFA ligesom ATP endnu ikke havde investeret i Altors seneste fond men at man derimod havde givet et såkaldt "commitment", der reelt svarer til, at man har lovet fonden at investere et specifikt beløb, som kapitalfonden senere kan trække på.

"Beslutningen blev truffet for et stykke tid siden, og den er stort set forhandlet på plads med en køber. Det er kun de sidste juridiske aspekter, der mangler," siger Jesper Langmack.

Udmeldingen fra PFA kommer i kølvandet på, at også giganten ATP tidligere på dagen over for Finanswatch bekræftede, at man havde videresolgt sin investering i Altor Fund IV.

Også Pension Danmark med direktør Torben Möger i spidsen gav i forbindelse med etableringen af Altor Fund IV tilsagn om at investere.

Finans har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Altors ledelse og Pension Danmark.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis