På bundfiskeri i banksektoren: Investor finder især Jyske Bank-aktien interessant

Finanskrisen var hård for bankerne. Både i Dan­mark og en række andre udviklede lande. Mange banker havde ganske enkelt lånt for mange penge ud og så for stort på risikoen.

Ejendoms­markedet var pustet op, og mange boligejere levede over evne. Der var for mange lette penge i omløb, og alt der kunne give et afkast blev presset op i kurs.

Det gjorde det ikke bedre i den globalt sammen­hængende finansverden, at der var for lidt styr på derivater, og kun få kunne gennemskue de indviklede CDO’er, hvor subprimeobligationer var pakket sammen i flere lag og fik en ufortjent høj rating.

Ulempen ved CDO’er og andre derivater, som sendte risici rundt i systemet, var, at ingen rigtigt havde overblikket over, hvem der sad inde med de egentlige tabsrisici på udstedte lån til dårlige betalere og i hvor stort omfang. Som bekendt endte det hele med et gigantisk brag.

Too big to fail blev et velkendt udtryk for de store finansielle institutioner, som måtte have hjælp af redningspakker og statskasser. Danske Bank var i den kategori og måtte reddes af den danske stat.

I sidste ende tjente staten penge på det, men skatteyderne pådrog sig reelt en stor risiko ved at tage ansvaret for Danske Bank. Finanskrisen var samlet set en dyr omgang, når man regner bnp-tab og det hele med. I en CBS-rapport fra 2013 af bl.a. Jesper Rangvid estimeres det, at krisen kostede Danmark 400 mia. kr.

Bankerne fik et gevaldigt knæk i troværdigheden i hele Europa, og det virkede på mange grundlæggende forkert, at skatte­yderes penge skulle redde banker, mens andre brancher måtte klare sig selv i den første globale recession siden depres­sionen i 1930’erne.

Det stod klart, at der måtte rettes op på mange års deregulering af den finansielle sektor.

Siden er der indført betydelige stramninger fra myndighedernes side i forhold til beskyttelse af forbrugerne og i særdeleshed bankernes likviditet og kapitalstødpuder. Bankerne skal i dag have et større likviditetsberedskab, og de skal sætte mere kapital til side i forbindelse med den risiko, de påtager sig med investeringer og lån, men også til uventede tab.

For de systemisk vigtige banker har de såkaldte NEP-krav været gælden­de siden 1. juli 2019, og de indføres gradvist for mindre og mellem­store pengeinstitutter. NEP-kravene sikrer nødvendig pol­string til krisehåndtering og sørger i tilfælde af en konkurs for en smidig afvikling af institutionen, uden at skatteyderne skal til lommerne.

Det er også nyt, at bankerne i gode tider skal lægge mere til side, så man i dårligere tider kan frigøre denne kontracykliske kapitalbuffer og dermed sikre, at bankerne kan blive ved med at levere lån.

For det er jo dybest set det, der er bankernes levevej og eksistensberettigelse. De skal sørge for at låne penge ud og dermed understøtte den økonomiske udvikling og stabilitet i samfundet. Det tjener bankerne jo penge på. De låner penge ud til en højere pris, end de selv kan låne dem til.

Men det er blevet vanskeligere at tjene penge, og det hænger sammen med den tilsyneladende kronisk lave inflation og den pengepolitik, som de store centralbanker har ført siden finanskrisen, og som handler om at sikre meget lave renter.

Den Europæiske Centralbank (ECB) har i årevis haft negative ledende rentesatser, og det har samme har National­banken været tvunget til af hensyn til Danmarks binding til euroen. Men det betyder også, at bankernes spillerum for at tjene penge på udlån er blevet mindre. Læg dertil, at både danske virksomheder og forbrugere – som påpeget i en analyse af Finans­ Danmark – låner færre penge. Siden 2013 har det samlede indlån i bankerne oversteget udlånet.

Bankerne tjener færre penge på kerneforretningen, og derfor er det vigtigt, at de har styr på omkostningerne og skærer, hvor de kan. Samtidig skal de omstille sig til den digitale udvikling, og det kræver løbende investeringer, som giver de store banker en umiddelbar fordel.

Den igangværende udvikling er fortsættelsen af en langvarig trend. Digitalisering af samfundet, skærpet international konkurrence, større gennemsigtighed, stordriftsfordele og mindre loyale kunder er blandt de elementer, som har gjort, at der sker en stadig konsolidering i bankerne. Antallet af danske penge­institutter er under en tredjedel af, hvad det var i 1991. Alene siden 2007 er antallet mere end halveret.

Der er tre typer af pengeinstitutter: Banker, sparekasser og andelskasser. Banker er aktieselskaber og ejet af aktionærerne. Sparekasser er selvejende, men udsteder garantbeviser til garant­havere. Andelskasser er ejet af andelshavere via andels­beviser. Der er i dag 35 banker, 23 sparekasser og seks andels­kasser. Størstedelen af landets kunder – private og virksomheder – findes i de største banker. Finanstilsynet har udpeget fem systemiske banker: Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, Nykredit Bank og Spar Nord Bank. Alle har en arbejdende kapital over 75 mia. kr. Den arbejdende kapital er defineret som summen af indlån, udstedte obliga­tioner, efterstillede kapitalindskud samt egenkapitalen. Nordea er ikke med i opgørelsen, da det ikke er en dansk bank.

I Finanstilsynets gruppe 2 (arbejdende kapital over 12 mia.) finder man banker som Arbejdernes Landsbank (kåret i kunde­undersøgelser som Danmarks bedste 11 år i træk), Ringkjøbing Landbobank, Saxo Bank og Alm. Brand Bank.

I gruppe 3 og 4 findes endnu mindre pengeinstitutter med arbejdende kapital hhv. over og under 750 mio.

Man kan ikke kategorisk konkludere, at bankerne med de størs­te forretninger og kundeporteføljer nødvendigvis er de bedste investeringer. De små pengeinstitutter kan have en lokal for­­ankring, som de store ikke kan hamle op med. Men de store har nogle stordriftsfordele, som de små ikke har, og det kan gøre sær­lig ondt i den digitale omstilling kombineret med de mange re­gula­toriske krav, som er pålagt bankerne igennem de senere år. Hvis man som investor gerne vil høre, hvad de professionelle mener, så er man tvunget til at koncentrere sig om de systemiske banker og nogle få i gruppe 2. De professionelle analytikere dækker ganske enkelt ikke de mindre, da de ikke er interessante for de institutionelle investorer.

John Stihøj, ejer af Aktieinfo, følger den danske banksektor, og han finder Jyske Bank mest interessant.

“Jyske Bank handler helt nede omkring 0,5 i Kurs/Indre værdi, hvilket er lavere end andre storbanker og på niveau med mindre pengeinstitutter, og det er efter min vurdering billigt. En stærk karismatisk leder er vigtig for en hvilken som helst børsnoteret virksomhed, og her står Jyske Bank stærkt med Anders Dam i spidsen. Han har en stærk udstråling, tør sige tingene ligeud og virker visionær. Man får ikke indtryk af, at Jyske Bank risikerer at blive kørt over af tidens trends, tværtimod. Banken var først med cafémiljø og kunne i 2008 præsentere sig som verdens første bank med egen tv-kanal. Anders Dam har også vist sig som en god købmand og fik i sin tid eksempelvis BRF Kredit for en slik,” siger John Stihøj.

Han fremhæver også, at Jyske Bank som en af de første vovede at se igennem coronakrisen i juni 2020 og komme med et bud for resten af året. Tidligere forventninger lød på et resultat efter skat i 2020 på 0-1,5 mia. kr. I det nye estimat, hvor banken tog store nedskrivninger i første kvartal, er intervallet hævet til 0,75-1,5 mia. kr.

Mikkel Emil Jensen er aktieanalytiker i Sydbank og dækker bl.a. finanssektoren, hvor han har fokus på tre banker: Danske Bank, Nordea og Jyske Bank.

“Danske Bank har ambitioner om en egenkapitalforrentning på 9-10 pct. i 2023, og den målsætning så jeg i sommer ikke indregnet i kursen. Men hvis banken i de kom­mende kvartaler og år kan overbevise investorerne om, at det er et mål, som Danske Bank kan indfri, så er der et betydeligt potentiale i aktien”, siger Mikkel Emil Jensen.

Målet blev dog udfærdiget før coronakrisen, som har gjort det mere usikkert, hvis det tager lang tid for økonomierne at rejse sig igen. Men antager man, at det lykkes relativt hurtigt, så bliver det afgørende, hvad banken formår.

“Banken skal kunne øge vækst og volumen og i særdeleshed skal den være i stand til at sænke omkostningerne, som lige nu ligger for højt til, at målet kan nås,” siger han.

Lønudgifterne er de tungeste udgifter i Danske Bank, og antallet af medarbejdere skal ned i de kommende år, hvilket også vil sikre en bedre balance mellem indtægter og udgifter. Der bruges også mange kræfter på en manuel gennemgang af transaktioner i relation til hvidvaskfore­byggelse, og det vil sikre en fremtidig effektivisering og auto­mati­sering på området.

“2020 bliver et omstillingsår for Danske Bank. Der er en simplificering og effektivisering af banken i gang, som gerne skulle føre til væsentligt lavere omkostninger,” siger aktie­analytikeren.

Med simplificering menes også en mere simpel produktpalette, som er lettere for kunderne at forholde sig til. Undersøgelser gennem årene har vist, at danskerne har svært ved at forstå finansielle begreber og produkter. F.eks. viste en undersøgelse af Penge- og Pensionspanelet i 2016, at kun halvdelen af danskerne kunne svare rigtigt på spørgsmål om basal finansiel forståelse.

Finanstilsynet påpegede i 2019, at forskningen bl.a. viser, at forbrugerne har svært ved at forstå uhåndgribelige produkter som finansielle ydelser samt har svært ved at identificere egne finansielle behov og matche dem med finansielle produkter og ikke er interesserede i omfattende information om produkter.

En vigtig joker i forbindelse med Danske Bank er bøden for hvidvaskskandalen. Der har længe været ventet en bøde fra de amerikanske myndigheder, men den var i begyndelsen af august ikke dukket op endnu.

“Som udgangspunkt er den bøde, der har været indregnet i aktiekursen, for stor. Danske Bank bør have en betydelig rabat på bøden for meget stor samarbejdsvillighed i forløbet. I USA har juridiske eksperter også rejst tvivl om, hvorvidt de amerikanske myndigheder overhovedet har ret til at udstede bøder. For de store bøder, de hidtil har uddelt i lignende sager, har været rettet mod banker med amerikansk banklicens, og det har Danske Bank ikke haft,” siger Mikkel Emil Jensen.

Mikkel Emil Jensen mener også, at den finske bankkoncern Nordea er en interessant aktie.

“Nordea bør profitere af at være størst i Norden, og det har banken ikke formået hidtil. Aktien er noget billigere end andre storbanker, og hvis banken lykkes med den strategi, der er lidt ligesom Danske Banks med simplificering, effektivisering og optimering af driften og beskæring af omkostningerne, så er der potentiale i aktien,” siger analytikeren.

Han påpeger, at banken har en stærk kapitalpolstring i forhold til de krav, der stilles, men også at den i historisk kontekst har udvist en rigtig stærk modstandsdygtighed i krisetider i forhold til kreditkvalitet. Og så har banken ikke haft helt de samme udsving på ned­skriv­ningsposten.

“Så jeg ser Nordea have nogle gode muligheder for ikke kun at komme igennem covid-19 men også komme godt ud på den anden side,” siger Mikkel Emil Jensen, der også fremhæver, at Nordea efter års arbejde i dag har en fælles it-platform i de nor­diske lande, som er med til at sikre vejen frem mod en mere effektiv og dynamisk bank, der kan tilpasse sig de nye markeds­omstæn­digheder.

Analytikeren tilføjer også en fælles pointe for Danske Bank og Nordea. Det er ifølge ham ikke nogen hemmelighed, at banksektoren i lang tid har været udfordret af faldende renter, pres på omkostningerne, øgede regulatoriske krav og skandalesager m.v. Det har så resulteret i faldende indtægter og stigende omkostninger.

Men lange udsigter til stigende renter og bedre markedsvilkår efterlader kun et begrænset vækstpotentiale på indtægtssiden. På omkostningssiden har bankerne bedre mulighed for selv at påvirke udviklingen, hvorfor et stærkt omkostningsfokus er et vigtigt værktøj til at sikre en højere indtjening og en bedre balan­ce mellem indtægter og omkostninger.

“Der ser jeg både Danske Bank og Nordea have et skarpere omkostningsfokus end Jyske Bank,” siger Mikkel Emil Jensen.

Mikkel Emil Jensen tror, at vi vil se en fortsat konsolidering i bank­­sektoren i de kommende år med små og mellemstore banker, der slår sig sammen.

“Banksektoren er ikke blevet nemmere at klare sig i i de senere år, og der er stadig stigende krav osv., så der er fordele i at stikke hovederne sammen og skabe synergier – ikke mindst på it-systemer,” siger analytikeren.

Det er dyrt for de små pengeinstitutter at klare den digitale omstilling på egen hånd. Der er også ofte udfordringer på låne­porteføljen i form af utilstrækkelig spredning på industrier. De små har ikke de samme stordriftsfordele, og de vil også have sværere ved at kapitalpolstre sig billigt i modsætning til de store. De har ikke adgang til de samme finansieringsmuligheder, men må ofte ty til egenkapital, der er noget dyrere.

“Derfor kan man i Nationalbankens hårde, men realistiske stresstests se nogle af de mindre banker få hovedet under vand. Men med de systemisk vigtige banker står vi altså stærkt herhjem­me i forhold til resten af Europa og står rigtig godt til at kun­ne klare en krise, som den vi er i.”