ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Øget kontrol med bitcoins hilses velkommen

Opdateret 15.15 med kommentar fra Finansrådet og udmelding fra EU-pressemøde:Ved dagens krisetopmøde for EU’s indenrigs- og justitsministre vil der blive diskuteret andet og mere end ydre grænser.

Ministrene vil også opfordre Europa-Kommissionen til at fremsætte forslag om at styrke kontrollen med betalingsmetoder, heriblandt virtuelle valutaer som bitcoins og anonyme handler med ædelmetaller.

Det rapporterer nyhedsbureauet Reuters, som er kommet i besiddelse af et foreløbigt dokument forud for dagens møde i Bruxelles.

På det efterfølgende pressemøde var der dog ingen klare udmeldinger.

Luxembourgs indenrigsminister, Etienne Schneider, nøjedes med at sige, at medlemslandene vil iværksætte flere initiativer til bekæmpelse af hvidvask.

Regulering er på tide

Flere aktører ser ellers frem til regulering af virtuelle valutaer.

Michael Grønager er adm. direktør i fintech-firmaet Chainalysis, som lever af at spore digitale transaktioner med f.eks. bitcoins, der er den mest udbredte form for virtuel valuta. Han byder ellers bedre regulering velkommen.

”Jeg ser det som et problem, at virtuelle valutaer ikke har været reguleret fornuftigt indtil videre. Der er klart et behov for en opstramning i Europa,” siger han.

Han mener, øget kontrol med virtuelle valutaer og pre-paid kreditkort vil gøre det langt vanskeligere at begå hvidvask og anden kriminalitet.

Han opfordrer dog politikerne til ikke at gøre noget overilet i kølvandet på terrorangrebet i Paris.

”Politikerne vil gerne vise, de gør noget. Men hvis lovgivning pga. en enkelthandling bliver gennemført hurtigt og kort tid efter, bliver det sandsynligvis meget klodset,” siger han.

EU hænger i selen

Finansrådet kunne også godt tænke sig mere kontrol med virtuelle valutaer.

”Vi kan kun støtte ministrenes opfordring. Der har hidtil været stor uklarhed om, hvordan og om virtuelle valutaer har været reguleret," siger Tobias Thygesen, kontorchef i Finansrådet.

Han henviser til en rapport, den europæiske bankmyndighed, EBA, udgav sidste år, hvor den lister omkring 70 risici forbundet med brug af virtuelle valutaer.

Trods adskillige forslag i rapporten til, hvordan man kan regulere på området, er der ikke sket mere.

Michael Grønager foreslår, at EU vender blikket mod USA for at få inspiration til, hvordan man kunne indrette et sådan system.

Hvis man i USA vil handle med penge, den såkaldte money service business, skal man registreres i et centralregister, have antihvidvaskprogrammer, og man har pligt til at indberette mistænkelig aktivitet til finanstilsynet.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis