ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Obligationer: Rentefald på dag uden nøgletal

Renten vil sandsynligvis tage retning mod syd mandag, der i øvrigt er en nøgletalsfri dag. Tyske bundfutures åbner mandag med et rentefald på 2 basispoint til 1,75 pct.

Frygt for græsk statsbankerot og ECB-uro gav fredag rentefald og den græske uro ventes fortsat mandag at lægge sin klamme hånd over markederne.

Den toneangivende tiårige danske statsobligation, 3 pct. 2021, steg hele 1,05 kurspoint til kurs 109,15, svarende til en rente på bare 1,98 pct. Det var 13 basispoint lavere end torsdag, og det laveste tiårige, danske renteniveau nogensinde.

Den toårige rente satte ligeledes bundrekord fredag i 0,56 pct., 8 basispoint lavere end torsdag.

Renteretningen i markedet vil igen være nedad, og spørgsmålet synes kun at være hvor meget.

Sydbank venter små rentefald fra morgenstunden, og at kurserne vil være godt understøttet, men cheføkonom hos FIH Christian Tegllund Blaabjerg venter et stærkere rentefald og en nedadgående trend.

Den amerikanske toneangivende T-bond - den tiårige - ligge mandag morgen i Asien stort set uændret i forhold til fredagens lukning i USA. Fredag lukkede papiret med en rente på 1,92 - 7 basispoint lavere end ved ugens start. Det er også niveauet mandag morgen i Asien. Dermed er renten fortsat tæt på bundrekorden fra tirsdag på 1,89 pct.

Der er dødstille på nøgletalsfronten i hvert fald hvad angår vigtige økonomiske nøgletal for verdensøkonomien.

Herhjemme offentliggøres dog forbrugerpriser for august. De ventes at vise en inflation på 2,8 pct., ifølge Bloomberg News mod 2,9 pct. i juli. På månedsbasis ventes prisstigninger på 0,1 pct. mod et fald på 0,1 pct. i juli.

/Ritzau Finans/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis