ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nykredit og Totalkredit åbner for 3 procentslån

Nykredit og Totalkredit åbner for 30-årige fastforrentede obligationer med en rente på 3 pct.

At det største realkreditinstitut i Danmark åbner for boliglån med en rente på 3 pct. skyldes, at kursen på 3,5 pct. obligationen hele dagen har ligget over kurs 100.

Obligationen skal finansiere 30-årige fastforrentede lån med afdrag hos Nykredit og Totalkredit.

”Det her lån bør få rigtig mange til at kigge privatøkonomien efter i sømmene. Også selskabskunder, der kan få lagt noget fast rente på en del af deres finansiering,” siger Sune Worm, afdelingsdirektør i Nykredit til Børsen.

Han siger, at de forventer, at lånet er klar mandag eller onsdag i næste uge. Og startkursen ser ud til at blive høj.

”Det kommer lidt an på investorinteressen. De regnestykker, vi laver lige nu, ligger mellem kurs 97 og 97,5. Så kursen åbner højere oppe, end vi traditionelt har åbnet,” siger Sune Worm.

Vil skaffe likviditet

Lige nu ligger Nykredit med cirka 15 mia. kr. i 3,5 pct. med afdrag. Sune Worm håber, at interessen bliver stor for 3 pct. lånet, så de kan få penge i kassen.

”For det første, så vil vi gerne være komfortable med at få noget likviditet. Der er sandsynligheden bare større, når 3,5’eren er lukket,” siger afdelingsdirektøren.

Men Sune Worm erkender, at der er andre lån, som kan se mere interessante ud, selvom renten nu falder til 3 pct.

”Det her er et monsterspændende lån på mange områder. Men når der er F1-renter på omkring 0,5 og F5-renter omkring 1,35, så ser det i gåseøjne stadig dyrt ud. Så folk spørger, hvorfor de skal betale seks gange så meget i et fastforrentet lån,” siger Sune Worm.

Men han håber dog, at der vil blive interesse for det nyåbnede lån.

”Jeg tror ikke, at folk vil storme over i det. Men jeg håber, der er rigtig mange, der finder det attraktivt,” siger afdelingsdirektøren.

Han mener også, at der er god grund til at overveje det nye lån.

”Ydelsen er lav og interessant i sig selv. Når renterne begynder at stige igen, så har du beskyttet din egenkapital rigtig fornemt her,” siger han.

Vil ikke spå om fremtiden

I fredags steg Nykredits 3,5 pct. fastforrentet lån med hele 0,55 procentpoint. Sune Worm påpeger, at det især er gældskrisen i Sydeuropa, som får den til at stige.

Han vil ikke kigge i krystalkuglen for, hvor lang tid et 3 pct. lån kan overleve i den nuværende situation i Europa.

”Det tør ingen spå om. Det der virkelige er udslagsgivende i den nærmeste fremtid er valget i Grækenland den 17. juni,” siger Sune Worm.

”Havner vi i mere kaos efter den 17. juni, så er det klart, at yderligere rentefald kan komme på banen,” siger Sune Worm, men understreger dog, at det ikke er hovedscenariet.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis