ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nye aktiesmæk i Asien: Her er de danske aktiestrategers reaktion

Tirsdag tegner til at blive en hård dag for de danske aktieinvestorer. Aktietabene ramte mandag kloden rundt og er her til morgen fortsat med fald i Asien. I Japan har aktierne i nat eksempelvis smidt 4 pct. af værdien.

I en række morgenkommentarer, som danske bankers aktiestrateger har udsendt, gør de det klart, at nye aktiefald kan ramme, når de Europæiske aktiemarkeder åbner.

"Aktiemarkederne fortsatte de markante fald i Asien, og der er ikke umiddelbart hjælp at hente fra vækstnøgletallene i dag," lyder det fra Jyske Banks seniorøkonom Tina Winther Frandsen.

Hun fortsætter:

"Den negative stemning på aktiemarkederne er fortsat natten over med markante fald i Asien også. Det er stadig bekymring for både Fed og Kina, der tynger, men VW-skandalen fortsætter også med at brede sig."

I Nordnet er investeringsøkonom Per Hansen heller ikke just optimistisk.

Tre årsager


Han opstiller her tre hovedårsager til de aktietab, som ramte i går, hvor blandt andet det amerikanske S&P-indeks dykkede 2,5 pct:

"Forlydender om at Saudi-Arabien havde eller var på vej til at sælge ud af sine globale aktiebeholdninger for at dække hjemlige finansieringsudfordringer efter olieprisfald."

"Flere problemer for Volkswagen gør ondt på bilsektoren. Volkswagen faldt mere end 6 pct."

"Amerikanske biotekaktier (Nasdaq-biotek) faldt med 6 pct. og bragte det samlede fald de seneste par måneder til tæt på 30 pct."

Per Hansen mener dog ikke, at der er grund til at investorer skal trykke på panikknappen.

"Vi befinder os ved slutningen af den store aktieoptur, som med en enkelt større afbrydelse i sommeren 2011 har varet i seks år, og som kulminerede i starten af året, da især de europæiske og danske indeks steg med op til 25 pct. i årets første tre måneder efter ECB's QE-annoncering. Det er dog næppe begyndelsen til en større aktienedtur. Investorerne skal dog vænne sig til at det fremtidige aktieafkast bliver mindre, og at større udsving om ikke bliver hverdagen, så dog sker hyppigere," lyder det fra ham.

Glencore giver nervøsitet


I Carnegie Investment Bank har chefstrateg Henrik Drusebjerg også været tidligt oppe for at kigge på markedsudviklingen. I en mail sendt kvart over syv ridser han situationen op således:

"Vækst- og gældsbekymringer giver øretæver på aktie- og kreditmarkederne: Aktier faldt i går med 2-2,5 pct. i Europa og USA, og aktienedturen fortsatte her i nat i Asien med markederne nede 2-3,5 pct. Europa ventes at åbne 0,5 pct. lavere," skriver han og fortsætter:

"Nedturen rammer bredt, men kraftigst indenfor medicinal og alt relateret til råvare/energi med Glencore i spidsen for nedturen med et minus på hele 29 pct. af frygt for, at virksomheden er på vej mod konkurs som følge af de lave råvarepriser og opbremsningen i Kina, og at noget tilsvarende vil ske med andre selskaber i branchen."

Glencore er en af verdens største minegiganter og er hårdt presset af de faldende råvarepriser, og det gav gedigne klø til aktien i går.

 

Ekstremt stemningsdrevet


I Nordea er seniorstrateg Tine Choi fortrøstningsfuld trods de nye bølger på aktiemarkederne.

"Det er lidt af paradoks, at aktiemarkederne falder kraftig, når verdens vigtigste forbrugere udviser præcis den adfærd, som man har gået og ventet på. Man må ikke undervurdere effekten af netop det amerikanske privatforbrug, der udgør tæt på 70 pct. af USA's BNP, eller hvad der svarer til mere end det kinesiske BNP," skriver hun og uddyber:

"Vi er derfor også ganske fortrøstningsfulde, når vi kigger fremad, mens vi på den korte bane erkender, at risikoappetitten hos investorerne er i bund, og usikkerheden omkring væksten i Kina er stor. Vi anbefaler derfor en neutral vægt af både aktier og obligationer i porteføljerne."

I forhold til det, der er sket i går og i nat, kalder hun det ekstremt stemningsdrevet:

"Nattens udvikling i Asien forventer vi vil forplante sig til Europa i dag, og der er således udsigt til lavere europæiske renter. Den ekstremt stemningsdrevne udvikling på aktiemarkederne gør det komplet umuligt at sige noget om dagens udvikling, hvor der er sparsomt med tunge nøgletal."

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis