ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ny mulighed for realkreditlån til andelsbolig

Med ét slag er lånemulighederne for landets andelsboligejere ændret. Nu er det muligt at droppe de dyre banklån og i stedet finansiere boligen med de langt mere fleksible realkreditlån.

En ny afgørelse fra Skat åbner op for, at andelsforeninger kan optage realkreditlån og låne pengene videre til andelshavere.

Afgørelsen fjerner en af de store forskelle mellem andels- og ejerboliger og kan give andelshavere flere penge mellem hænderne. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

"Det er reelt ikke realkreditlån, som andelshaverne direkte får, men et realkreditlignende lån hos foreningen. Afgørelsen betyder, at andelsbolighavere nu kan få helt anderledes sikkerhed for deres fremtidige boligudgifter," siger skatteekspert Anders Zitawi fra Deloitte til avisen.

Andelsforeningen låner pengene

Det er den enkelte andelsforening, der skal optage realkreditlånet og låne pengene videre til andelshaverne. Dermed kan de få et billigt, sikkert lån og slippe for bankerne, der indtil nu har haft en lukrativ forretning ud af andelslån.

"Fremover vil det være muligt for andelsboligforeninger at optage fastforrentede realkreditlån og derefter videreudlåne pengene til andelshavere på samme vilkår," forklarer skatteekspert Anders Zitawi i Jyllands-Posten og fortsætter:

"Andelsboligejerne får indirekte fradrag for renterne på et realkreditlån, men direkte fradrag for renter på lånet fra foreningen."

Andelsforeningen får pant i lejlighederne på samme måde, som banker har sikkerhed for deres udlån.

Ingen betingelser

Det er ikke nødvendigt, at alle andelshavere tilslutter sig en forenings realkreditlån.

Skat sætter heller ingen betingelser for, hvordan de lånte penge skal bruges. På den måde kan en andelshaver låne penge i sin forening til for eksempel en ny bil.

Dog lyder rådet fra Deloitte til andelsforeningerne, at de kun skal låne 50-60 pct. af boligernes markedsværdi til medlemmerne for at sikre sig mod tab, skriver Jyllands-Posten.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis