ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ny Carlsberg-formand trækker i arbejdstøjet

Aktionærerne i Carlsberg har valgt den anerkendte Nano-forsker Flemming Besenbacher til at stå i spidsen for bryggeriets fremtidige vækststrategi. Formanden erklærer sig klar til opgaven.

Flemming Besenbacher kan på sit visitkort overskrive bestyrelsesmedlem i Carlsberg med bestyrelsesformand.

Det står klart, efter de fremmødte aktionærer til dagens generalforsamling i den gamle tappehal på hovedkontoret i Valby bød deres gamle formand farvel med dagens største klapsalve og deres nye formand velkommen.

59-årige Flemming Besenbacher overtager fra professor Povl Krogsgaard-Larsen, der siden 2003 har siddet i formandsstolen i Carlsberg. Til maj fylder han 70 år og har derfor ikke mulighed for at fortsætte i Carlsbergs bestyrelse.

Flemming Besenbacher har siden årsskiftet været i lære hos Povl Krogsgaard-Larsen, da han blev formand for hovedaktionæren Carlsbergfondet.

Store forventninger


Hovedpersonen erklærer, at det er noget helt andet at være formand for Carlsbergfondet end menigt medlem.

”De første tre måneder er foregået på en helt anden måde, end jeg kunne have drømt os. Nu er jeg så formand for Carlsberg A/S, og det har jeg store forventninger til,” siger Flemming Besenbacher til Børsen, få minutter efter han blev konstitueret som formand.

Næstformand Jess Søderberg tog ordet foran de fremmødte for at takke sin formand for det store arbejde i Carlsberg og medvirken til at bringe bryggeriet frem til en position som verdens fjerdestørste.

”Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med dig,” konstaterede Jess Søderberg på vegne af bestyrelsen.

Povl Krogsgaard-Larsen har været en populær formand og løftet Carlsberg fra en regional spiller til bryggeribranchens superliga med det 57 mia. kr. store køb af Scottish & Newcastle sammen med Heineken som største mundfuld.

”Det er med stolthed og ydmyghed, at jeg ser tilbage på udviklingen gennem de seneste år. Det har været en spændende tur. Vi nåede ganske meget og nåede også at flytte nogle ting,” sagde formanden og rettede en varm tak til direktionen, medarbejderne og aktionærerne.

Ingen overraskelse


Hans evner som rorgænger blev i 2010 hædret med prisen som årets bestyrelsesformand, og LD’s repræsentant valgte også at bruge noget af sin taletid til at takke Povl Krogsgaard-Larsen for hans tid i bestyrelsen.

Det er det mindst overraskende formandsskifte, man kan forestille sig, da det altid er en professor fra Carlsbergfondet, der er bestyrelsesformand for Carlsberg, og med Krogsgaard-Larsens planlagte afgang har det i snart et år været bestemt, at Besenbacher var afløseren.

Da han fra årsskiftet blev ny formand for Carlsbergfondets direktion – bryggeriet hovedaktionær – manglede kun aktionærernes opbakning på generalforsamlingen, før professoren kunne kalde sig Carlsberg-formand.

Dermed bliver det Besenbachers fornemste opgave at holde direktionen i form af topchef Jørgen Buhl Rasmussen og vicetopchef Jørn P. Jensen i ørerne og til ilden. Han kender dem indgående som bestyrelsesmedlem siden 2005.

Selv kalder han formandsposten et job, man ikke kan sige nej til. Og et job, han aldrig havde regnet med at få, da han blev medlem af Carlsbergs bestyrelse i 2005.

Kvinder i bestyrelsen


Besenbacher er en engageret herre, som brænder for sit stofområde, Nano-teknologi. Han er grundlægger af iNANO på Aarhus Universitet, som han har ledet siden starten for 10 år siden, men det med sit nye tillidshverv i Carlsberg er det slut med at stå i spidsen for Nano-centret.

Trods sit nye fuldtidsjob som Carlsberg-formand vil Besenbacher holde gang i forskerkarrieren, men på lavere blus. Han erklærede sig i et interview med Børsen i sommer indstillet på til at pendle mellem privatboligen i Horsens og de historiske Carlsberg-bygninger i Valby.

At det jyske engagement ikke bliver droppet kan ses ved, at Flemming Besenbacher både er formand for Carlsberg og den lokale vandværkforening for familiens sommerhus på Djursland.

Det blev på generalforsamlingen til genvalgt af næstformand Jess Søderberg, Per Christian Øhrgaard, Niels Kærgård, Lars Stemmerik, Richard Burrows, Cornelis Job van der Graaf og naturligvis Flemming Besenbacher.

Nye i bestyrelsen for verdens fjerdestørste bryggeri er den tidligere Citigroup-direktør Donna Cordner, tidligere Kellogg-direktør Elisabeth Fleuriot og Søren-Peter Fuchs Olesen fra Carlsbergfondet, der tager den ledige professorstol i bestyrelseslokalet.

Evner altafgørende


Carlsberg fortsætter dermed med at have fem professorer fra sin moderfond i bestyrelsen og med at besidde formandsposten. Her ud over afspejler de fem uafhængige medlemmer bred, international erhvervserfaring, flere nationaliteter end dansk og nu også begge køn.

Det har været et klart mål at afspejle mangfoldighed i bestyrelsen med repræsentation af begge køn og international erfaring.

”Men kompetencer vil altid være det væsentligste. Vi vil aldrig gå på kompromis, men mangfoldigheden er et supplement,” lød det fra Povl Krogsgaard-Larsen på talerstolen.

Da kun Povl Krogsgaard-Larsen forlader bestyrelsen, går Carlsberg modsat flere andre selskaber og udvider sin bestyrelse fra otte til ti medlemmer. Dermed opfylder bryggeriet kravene til god selskabsledelse om, at halvdelen af medlemmerne skal være uafhængige.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis