ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nordea-chefstrateg til investorer efter store kursdyk: Hold fast i aktier trods virusfrygt

Over hele Europa er børserne i rødt med fald på over 3 pct. efter den potentielt dødelige coronavirus har spredt sig til Sydkorea, Iran og Italien og flere norditalienske byer er lukket, folk er sendt i en form for karantæne. 

Men trods de store kursfald anbefaler Nordeas chefstrateg Andreas Østerheden at holde fast i aktierne. 

"Indtil videre har det undret os, at reaktionen på aktiemarkederne har været så begrænset, og fokus i højere grad har rettet sig mod stimulative modsvar fra centralbankerne. Trods af den høje prisfastsættelse af aktier forventer vi, at markederne fortsat vil ignorere det midlertidige tilbageslag i væksten i de kommende måneder. I jagten på merafkast er der stadig kun få alternativer til aktier, og vi fastholder derfor vores overvægt," skriver Andreas Østerheden i en kommentar mandag morgen kort efter aktiemarkedets åbning under overskriften. 

Han understreger, at fokus i Europa i løbet af de kommende dage vil være på, om det lykkes italierne at undgå, at sygdommen spreder sig yderligere fra de 12 mindre byer, der lige nu er lukket ned. 

"De økonomiske effekter i Italien vil indtil videre være begrænset, men bliver regionerne ramt bredere set (Lombardiet og Veneto), så vil der være tale om betydelige økonomiske effekter," skriver han. 

Et nyligt udbrud af den potentielt dødelige coronavirus har ramt Italien. Særligt regionen Lombardiet, der bl.a. huser storbyen Milano, er blevet ramt, og i alt ti italienske byer blev fredag lukket ned. Det betød, at skoler, barer og offentlige institutioner blev holdt midlertidigt lukket.

Henover weekenden har Italiens premierminister Giuseppe Conte meddelt, at indbyggere hverken må forlade eller gå ind i områder, som er særligt ramt af virusudbruddet.

I Italien er flere end 100 personer angiveligt blevet smittet med virusset, der har dræbt tre italienere. Ifølge Ritzau er Italien det første europæiske land med et trecifret antal smittede.

Også i Sydkorea er antallet af sygdomstilfælde steget, og det har fået landet til at gå i alarmberedskab.
Det har mandag startet en bølge af kursfald på de asiatiske aktiemarkeder, der har spredt sig til Europa.

Hos Formue- og investeringsrådgivning sagde investor og aktierådgiver Lars Jørgen Rasmussen mandag morgen, at kursfaldet på danske aktier vil være naturligt, og at man ikke skal blive bange, selvom det ser voldsomt ud. 

Han har ikke tænkt sig hverken at sælge eller købe op som det første træk:

"Jeg ligger i de rigtige aktier, så i første omgang holder jeg mig på sidelinjen. Jeg vil se, om det bare er en endags- eller en tre- eller firedages korrektion. Så jeg vil ikke stikke labberne frem nu."


Derudover har de lokale myndigheder i millionbyen Wuhan, hvor virusset har spredt sig fra, mandag besluttet sig for at genindføre sine strenge restriktioner for ind- og udrejse af byen. 




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis