ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

NKT og Pandora i bunden af rødt C20

De danske C20-aktier lukkede i et minus på 0,7pct. i dagens handel. Især NKT og Pandora havde en skidt dag med fald på henholdsvis 2,9 pct. og 4,4 pct.

Industrigiganten NKT kom i dag med årsregnskab og løftede samtidig sløret for sin nye strategiplan, som var ventet i spænding. Et dårligt afsæt, lød dommen med henvisning til afslutningen på 2010 og lunkne forventninger til 2011.

Sammen med endnu en nedtur for divisionen NKT Cables fik det aktien til at falde med 2,9 pct.

"Investorerne holder kraftigt øje med den negative udvikling i NKT Cables. Ekstra 100 mio. kr. i udgift på grund af projektforsinkelse var ikke ventet, og det fjerner ikke fokus fra problemerne i Cables, at andre divisioner redder årets resultat," siger senioraktieanalytiker Christian Nagstrup fra Jyske Bank.

Dermed gentager investorerne deres reaktion fra regnskabsårets tre øvrige kvartalsfremlæggelser, der alle endte med betydelige kursfald til NKT-aktien.

Carlsberg topper indekset

Smykkeaktien Pandora kunne dog notere det største fald i C20-regi med en nedgang på 4,4 pct. til kurs 301. Danske Markets indledte dækning af aktien med anbefalingen 'reducer' og kursmålet 300 kr.

På den positive side i indekset fandt man Carlsberg, der uden selskabsspecifikke nyheder steg 2,4 pct. til kurs 589. Det var specielt de udenlandske finanshuse, der var købelystne i aktien. På købersiden fandt man således aktører som Nomura og Goldman Sachs, mens Danske Bank var største nettosælger i aktien.

Uden for C20 fortsatte de foregående dages positive takter i Bang & Olufsen, der steg 3,9 pct. til kurs 81. Aktien nød godt af, at finanshuset SEB Enskilda hævede anbefalingen på aktien til 'køb' fra tidligere 'hold'. Kursmålet blev samtidig løftet mærkbart til 92 kr. fra før 64 kr.

Derudover var der negativt spot på biotekselskabet Genmab, som i sit regnskab for 2010 skuffede udmeldingerne om de forventede royaltyindtægter på lægemidlet Arzerra. Danske Markets sænkede derfor sit kursmål på aktien med 20 kr. til 100 kr., men fastholdt dog en købsanbefaling. Aktien faldt 10,7 pct. til kurs 51.

Mellemøsten-uro vendte markedet

Det danske aktiemarked indledte ellers tirsdagen positivt, da usikkerheden om udviklingen i Mellemøsten var skubbet lidt i baggrunden, men stemningen vendte senere på dagen i takt med, at frygten igen fik tag i markedet.

Rygter om planlagte demonstrationer i Saudi-Arabien senere på måneden gav næring til frygten for en spredning af uroen i Mellemøst-regionen, og det fik i øvrigt det ledende saudiarabiske aktieindeks til at falde 6,8 pct.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis