ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nervepirrende russisk efterår for Carlsberg

Carlsberg vil opleve en russisk efterårsgyser med fare for yderligere fald i rublen - noget der rammer det danske bryggeri hårdt, når man sidder på 40 pct. af markedet og ejer landets største bryggeri, vurderer Danske Bank.

Det skriver Børsen tirsdag.

I løbet af foråret spirede rublen og lå nogenlunde sikkert i marts og april, efter at have ramt bunden i februar, men det fremtidige billede er knap så lysegrønt.

"Rublen har været relativt stabil i marts april og maj. Der var en god periode, da markedets risikoappetit var stigende og olieprisen også steg pænt. Nu ser vi derimod, at de finansielle markeder flader ud, og olien er kommet under pres, så mange af de ting, der var gode for den russiske økonomi i andet kvartal, er nu vendt til det mere negative," udtaler Lars Tranberg Rasmussen, Ruslands-analytiker hos Danske Bank.

Alene den sidste uge har den russiske valuta taget et dyk på 5 pct., og med faktorer som både en faldende oliepris og risikoappetit, et presset aktiemarked og nervøsitet omkring banksektorens udenlandske lån, vurderer Danske Bank, at rublen skal mere ned og man er spændt på, om centralbanken kan holde til presset.

"Vi venter i hvert fald yderligere 5 pct. svækkelse i første omgang. Den kan komme ret hurtigt, og så er vi nede i den svage ende af det valutabånd, hvor den russiske centralbank har besluttet at valutaen skal være. Så er spørgsmålet, om de vil holde det bånd. Presset har før været så massivt, at de har måttet slække på det," fortæller Lars Tranberg.

Det danske bryggeris 2009-forventninger er blandt andet baseret på en rubelkurs på 47 overfor euroen, et tal der nu nærmer sig 46, så falder den yderligere, påvirker det selvsagt også Carlsbergs forventninger.

Nyhedsbureauet Direkt


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis