ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Lufthavne: Vi har Cimbers afløsere klar i kulissen

Konkursen i Cimber Sterling bliver mødt med stor beklagelse i flere af de danske regionslufthavne, hvor flyselskabet var en stor aktør. I tre af landets største, Sønderborg, Aalborg og Billund, er man allerede begyndt at se sig om efter nye samarbejdspartnere.

Cimber Sterling var en stor operatør på indenrigsruterne i Danmark, og flere af de store regionale lufthavne er nu helt uden eller har et stærkt antal nedsatte afgange på indenrigsruterne.

Billund uden indenrigsflyvning

Billund Lufthavn er i øjeblikket helt uden indenrigsflyvning, fordi Cimber Sterling var eneste aktør på indenrigsruten mellem Billund og København. Alligevel er lufthavnens topchef fortrøstningsfuld.

"Det er trist og ærgerligt. Men det er en opgave, der er til at løse. Billund Lufthavn kan selvfølgelig ikke være uden operatør på ruten mellem Billund og København, så der vil være nogle andre, der tager den. Det er jeg helt overbevist om," siger adm. direktør i Billund Lufthavn Kjeld Zacho Jørgensen.

Ifølge Kjeld Zacho Jørgensen sad Cimber Sterling på mellem 8-9 pct. af trafikken i Billund Lufthavn.

"Vi har fire ruter, som Cimber fløj hos os. Det var København, Oslo, Stockholm og Bergen. Dem skal vi have nogle andre til at betjene," siger han.

Kjeld Zacho Jørgensen indrømmer dog, at konkursen ikke kommer helt bag på lufthavnen.

"Vi havde tænkt over det, det må vi sige. Så vi er i kontakt med nogle, og vi regner med, at der sker noget inden for kort tid," siger han, uden at ville sætte navn på en ny operatør.

Sønderborg er fortrøstningsfulde

Hos Sønderborg Lufthavn er man hårdt ramt af Cimber Sterlings konkurs. Cimber Sterling sad på 80 pct. af den totale forretning i lufthavnen, og desuden husede lufthavnen Cimber Sterlings hovedkvarter.

Alligevel kommer det ikke som en overraskelse, at selskabet nu er gået konkurs.

"Det er bestemt ikke uventet, at de går konkurs," siger lufthavnschef i Sønderborg Lufthavn, Anders Sørensen.

Cimber Sterling aktiviteter i Sønderborg var koncentreret omkring tre ting; et hovedsæde, en vedligeholdelseshangar og ruten til København.

"Hovedsædet er tabt, men vedligeholdelseshangaren tjener penge og at få afsat ruten til København burde være en overkommelig løsning," siger Anders Sørensen.

"Vi holder øjne og ører åbne og leder efter en ny samarbejdspartner, og vi har selvfølgelig haft kontakt til andre selskaber," siger han.

Det danske flyselskab Danish Air Transport (DAT), har allerede oplyst, at de vil forsøge at overtage nogle af Cimber Sterlings afgange til Sønderborg og Bornholm.

Lommeregneren er allerede fremme

I Aalborg Lufthavn beklager salgs- og marketingsdirektør Rikke Mølgaard, at Cimber Sterling nu har drejet nøglen om.

"Vi er rigtigt kede af det på Cimber Sterlings vegne. Det er et dansk selskab, og vi havde gerne set, at de var blevet på markedet. For vores vedkommende har de haft en stor rolle, fordi indenrigsflyvningerne til København har betydet meget for Aalborg Lufthavn," siger hun.

Cimber Sterling stod for cirka 20 pct. af trafikken i Aalborg Lufthavn. Sammen med Norwegian og SAS var det de tre selskaber, der fløj på ruten mellem Aalborg og København.

"Alt det økonomiske sidder vi og arbejder med lige nu. Men vi skal hurtigst muligt finde nogle, der kan overtage deres position, for vi har passagerne til det. Men det vel ikke nogen hemmelighed, at de andre selskaber, for eksempel Norwegian, allerede nu sidder med lommeregneren fremme," siger Rikke Mølgaard.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis