ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Krisen dræner garantifond for lønpenge

Finanskrisen rammer ikke kun de danske virksomheder, men også den fond, der skal agere socialt sikkerhedsnet for lønmodtagere i de virksomheder, der må bukke under og gå konkurs.

Lønmodtagernes Garantifond (LG), der søndag den 1. april har 40 års jubilæum, får således langt færre penge i kassen fra konkursboerne end tidligere.

"Der er langt færre midler i konkursboerne i dag end før. Mange har ikke en krone tilbage, når vi kommer og rejser krav på vegne af lønmodtagerne," siger kundechef i LG, Mogens Højland i ATP's blad Faktum.

Finansieret af private

Ud over at gøre udlæg i konkursboet, bliver LG finansieret af faste bidrag fra de private virksomheder. I 2011 var bidraget det højeste nogensinde med 693 kroner om året per fuldtidsbeskæftiget lønmodtager. I 2012 bliver beløbet dog forsøgt sat lidt ned.

"Konsekvensen af de tømte konkursboer er, at det fremover bliver dyrere for alle virksomheder, der betaler for til LG. Der bliver så at sige større behov for at trække på solidariteten arbejdsgiverne imellem," siger Morgens Højland.

Gennem 40 år

I sin 40 år lange levetid har LG ageret socialt sikkerhedsnet for 700.000 danskere, der har været ramt af konkurs på deres arbejdsplads. Mere end 10 milliarder kroner er blevet udbetalt, og alene siden 2008 er der blevet udbetalt tre milliarder kroner.

"Uden LG ville lønmodtagerne kun få en lille del af arbejdsgivernes konkursbo," siger Mogens Højland.

LG blev dannet i 1972 i en tid, hvor strukturændringer og omlægninger af arbejdsprocesser inden for industri og håndværk øgede antallet af konkurser.

Mange lønmodtagere fik derfor ikke fuld dækning for deres tilgodehavende løn, og der gik lang tid, inden pengene blev udbetalt.

751 millioner

I 1972 blev der udbetalt 12, 6 millioner kroner. I 2011 var beløbet på 751 millioner kroner. Det dyreste år for LG var i 2009, hvor der blev udbetalt mere end 1,1 milliarder kroner. I dag får en dansk lønmodtager op til 160.000 kroner i lønrefusion.

"Så højt et beløb er der ingen andre lande i Europa, der kan matche. Heller ikke i Skandinavien, der har et lønniveau og sikringssystem, der ligner det danske,2 siger Mogens Højland.

Fonden regner med at skulle hjælpe cirka 26.000 danskere i 2012.

/ritzau/


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis