De drastiske fald i olieprisen har fået olieaktier til at rasle ned verden over, fordi investorerne bekymrer sig for skrinlæggelse af store planlagte projekter. Det gælder ikke mindst dybvandsprojektet Chissonga i Angola, som Mærsk overtog i 2005. Siden da har den danske koncern fremhævet potentialet i projektet, der sammen med norske Johan Sverdrup udgør en hjørnesten i Maersk Oils bestræbelser på at nå 400.000 tønder i 2020.I løbet af i år har der dog været noget mudrede udmeldinger om mål, der siden er udvandet til en "vision". De seneste måneders frie fald i oliepris har sået yderligere tvivl om den afrikanske perle. "Det er en fair konklusion, at Chissonga er i farezonen for yderligere forsinkelser og udskydelse," mener Thijs Berkelder, analytiker hos hollandske ABN Amro.