ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kanonkurs på boliglån med fast rente

Kursen på realkreditobligationer stiger så meget, at de attraktive fastforrentede 3 pct.-lån er tilbage på hylderne.

Aldrig før har de lange realkreditrenter været så lave, og aldrig før har boligejerne kunne optage et 30-årigt fastforrentet realkreditlån til så lav en månedlig ydelse.

Det er resultatet efter de seneste dages kursstigninger på realkreditmarkedet, som har betydet, at både Realkredit Danmark, BRFkredit og Nordea Kredit åbner for længere lån til 3 pct.

Ny rekord

Den 30-årige 3 pct.-obligation med afdrag handler nu tæt på kurs 99, mens den 30-årige 3 pct.-obligation uden afdrag handler tæt på kurs 97,5. Det er ny rekord for begge obligationer.

"De store vindere er de boligejere, som står og skal optage et nyt lån enten som følge af en konvertering eller et boligkøb," forklarer Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom hos Nordea Kredit.

"Taberne er de investorer, som har behov eller præference for at placere deres penge i en sikker investering – for eksempel en stor del af de danskere som sparer op til pension. De har nu udsigt til et ringere afkast på deres penge."

Først åbnet nu

I Nordea Kredit besluttede man faktisk allerede i juni at åbne for den 30-årige afdragsfrie 3 pct.-obligation. Men realkreditinstituttet tog dog ikke obligationen i brug.

"Åbningen skete, for at vi kunne handle hurtigt, såfremt rentebilledet ændrede sig. Den situation har vi i dag, hvor kursen på den 30-årige afdragsfrie 3,5 pct. obligation handler omkring kurs 100,7, og dermed ikke har udsigt til at åbne igen indenfor den nærmeste fremtid," siger Lise Nytoft Bergmann og tilføjer, at boligejerne kan optage lån i den ’nye’ 3 pct. obligation allerede i dag.

Lavere månedlig ydelse

Nordea Kredit forklarer, at en boligejer, som for en uge siden hjemtog et 30-årigt afdragsfrit 3,5 pct. lån på 1 mio. kr., gjorde det til en kurs lige under 100 og en månedlig ydelse efter skat på 2.490 kr.

Hjemtager man i dag et tilsvarende lån blot i 3 pct.-obligationen, bliver kursen ca. 97,5 og den månedlige ydelse efter skat ca. 2.260 kr., det vil sige 230 kr. lavere.

Til gengæld stiger restgælden fra 1.025.000 kr. til 1.050.000 kr.

Dårlige nøgletal

Realkreditrenten er faldet så meget den seneste tid på grund af flere faktorer, der får investorerne til at vælge de sikre, danske obligationer.

1. De seneste triste tal fra eurozonen, der peger på yderligere tilbagegang ikke mindst i Tyskland.
2. Meldinger fra chefen i Den Europæiske Centralbank (ECB), Mario Draghi, der varsler rentesænkninger i det nye år.
3. Forlydender om, at forhandlingerne mellem republikanere og demokrater i USA er svære, og at de budgetnedskæringer, som automatisk træder i kraft ved årsskiftet, dermed reelt stadig truer med at sende landet i recession.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis