ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Jysk guld løfter bank-aktier

De danske aktier steg for tredje dag i træk torsdag, hvor specielt bankerne havde en fremragende dag. Det var udløst af en opjustering fra Jyske Bank, en ting markedet langt fra er vant til fra den sektor.

Samlet set steg det toneangivende indeks over de 20 mest handlede danske aktier, OMXC20, med 0,95 pct. til indeks 291,02.

"Markedet er stadig præget af en pæn optimisme, og specielt er Danmark præget af Jyske Banks opjustering. Den er positiv og giver lidt mere afklaring omkring den finansielle sektors situation i Danmark," siger seniorrådgiver hos Nordea Nils Lundsby til nyhedsbureauet Direkt.

Genmabs slutspurt

Genmab stjal dog førstepladsen på de sidste fire minutter, da selskabet kunne berette, at de amerikanske sundhedsmyndigheder har givet grønt lys for fortsættelsen af fase II studierne med zalutumumab i hoved- og halscancer. Det bragede aktien op med 6,4 pct. til kurs 188.

I toppen lagde Danske Bank og Sydbank sig også. De blev løftet af Jyske Banks opjustering. Danske Bank steg med 5,6 pct. til 93,75, mens Sydbank steg 3,7 pct. til kurs 124,75. Hovedpersonen selv, Jyske Bank, steg uden for C20 med ikke mindre end 10,2 pct. til kurs 162,50.

Tilfreds bankdirektør

Jyske Bank hævede forventningen til sin basisindtjening med 300 mio. kr. over den tidligere guidance, der var på 2,4 mia. kr. Samtidig fortalte banken, at man i første halvår fik et resultat på 278 mio. kr.

"Forholdene taget i betragtning er det et af de bedste regnskaber, jeg har fremlagt for Jyske Bank. Og jeg har immervæk fremlagt 49 af slagsen," sagde ordførende direktør Anders Dam til nyhedsbureauet Direkt.

Det var dog ikke kun glade dage i C20, hvor Carlsberg satte sig med 2,1 pct. til kurs 327. Der skete efter en styrket russisk rubel og fremgang på det russiske aktiemarked sendte aktien op i 339,50 tidligere på ugen.

Profit taget hjem

Også D/S Norden faldt på trods af, at tørlastindekset Baltic Dry steg med 5,3 pct. Der var dog tale om profithjemtagning, efter aktien siden tirsdag er steget fra 163 til 193,50 torsdag morgen. Aktien faldt torsdag med 2,1 pct. til 185.

"Der bliver taget profit hjem. Aktien er steget meget de seneste par dage, og der kan godt være flere stigninger til gode, efter fragtraterne for tørlast har fortsat sin stigning," siger Nils Lundsby.

Uden for C20 var der flere hug til porebetonproducenten H+H efter tirsdagens nedjustering og offentliggørelse af, at man vil lede efter ny kapital.

Aktien blev torsdag presset af, at Børsen ifølge unavngivne kilder kunne fortælle, at selskabet er røget i unåde hos sin primære bankforbindelse, Danske Bank, da man har brudt sine lånebetingelser. H+H har gæld for omkring 1 mia. kr. Aktien dykkede 7,1 pct. til kurs 260 mod 306 før nedjusteringen.

+45 33 300 600
Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis