ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Jubelstemning: DSV løb forrest på munter aktiedag

Der var liv og glade dage på de danske aktiemarked onsdag, efter en miserabel start på aktieugen med store fald mandag og tirsdag.

Investorerne så ud til at have risikolysten tilbage, og det danske C20 Cap-eliteindeks blev handlet 4 pct. op og lukkede dermed dagen i indeks 918,8.

Det er desuden den højeste stigning for en enkelt dag, siden C20 Cap-indekset blev sat i søen i 2011.

Helt i toppen af indekset sluttede regnskabsaktuelle DSV med en solid stigning på 9,3 pct. til 252,2 kr. pr. aktie.

DSV, der er verdens fjerde største logistikkoncern kom stabilt gennem et ellers presset år og landede en omsætning på på 12,6 mia. kr. i fjerde kvartal. For hele 2015 endte omsætningen på næsten 51 mia kr. - en spids bedre end sidste års omsætning på 48,5 mia. kr.

Resultatet af primær drift før særlige poster steg med 16 pct. 2,6 mia. i 2014 til lidt over 3 mia. kr. for 2015.

Modgang til Mærsk

Den eneste aktie, der sluttede dagen i negativt terræn, var A.P. Møller-Mærsk-aktien, hvor A-aktien faldt 3,5 pct., mens B-aktien faldt 3,6 pct.

En stor nedskrivning i olieforretningen på 17,2 mia. kr. og pressede markedsforhold trak mere ned, end den fortsat sorte bundlinje trak op.

Fra 2014 til 2015 er overskuddet efter skat faldet fra 5 mia. dollar til 925 mio. dollar. Omregnet til danske kroner svarer det til en nedgang på 27,7 mia. kr.

Det sker primært på grund af de rekordlave fragtrater og oliepriserne, der handles for mellem 30-35 dollar tønden.

Første eksamen til ny Carlsberg-topchef

Den nye adm. direktør i Carlsberg-koncernen, Cees 't Hart, præsenterede sit første årsregnskab fra bryggerikæmpen.

Her viste det sidste kvartal et fald i den organiske driftsindtjening (ebit) på 23 pct.

Det udsprang imidlertid af et planlagt oprydningsarbejde i Rusland, Kina og Storbritannien, hvor koncernen har lukket bryggerier og nedsat kapaciteten på andre. I Kina har selskabet lukket syv bryggerier.

Carlsberg kunne dermed annoncere en nedskrivning på 8,7 mia. kr. i regnskabet for 2015, hvilket sendte årets resultat i rødt. Resultatet lød på -2,6 mia. kr. imod et plus på 4,9 mia. kr. sidste år.

Aktien blev dog ikke just straffet af investorerne, der lader til at have tillid til, at selskabet er på vej i den rigtige retning. Carlsberg-aktien steg 4 pct. i onsdagens handel.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis