ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

JP Morgan: Novos insulinpriser kan droppe over 20 pct. i 2017

Et langt mere fjendtligt prismiljø i USA kommer til at presse Novo Nordisks vækst de næste fem år, spår investeringsbanken J.P. Morgan, der fredag sænkede sin anbefaling af Novo Nordisk-aktien til neutral fra overvægt og samtidig skar sit kursmål til 305 fra tidligere 450.

”Vi ser nu, at Novo Nordisks basale insulinforretning står over for realiserede nettoprisfald på over 20 pct. i 2017 efterfulgt af fald på 5-10 pct. i perioden 2018-2021,” skriver Richard Vosser, medicinalanalytiker i J.P. Morgan.

Basal insulin er den langtidsvirkende insulin, som lægger bunden over dagen for en diabetiker, der
supplerer med hurtigvirkende insulin i løbet af dagen, også kaldet måltidsinsulin.

Trods modgangen i USA mener analytikeren, at de nye insulinprodukter Xultophy og Tresiba kan løfte Novo Nordisks andel af markedet for basal insulin med 10 procentpoint til 37 pct. frem mod 2020, og dermed give en gennemsnitlig vækst i salget på 12 pct. i USA og globalt for dette forretningssegment.

Samtidig regner J.P. Morgan med, at Novo Nordisks diabetesmidler inden for GLP1-klassen kan give en gennemsnitlig vækst på 12 pct., baseret på Victoza og det kommende GLP1-middel semaglutide, og det kan løfte Novo Nordisks samlede vækst fra estimeret 4 pct. i 2017 til 8-9 pct. i 2020.

Richard Vosser erkender i sin analyse, at der er usikkerhed om prisudviklingen i de kommende år, og hvis han derfor reducerer priseffekten med 5 pct. hvert år i de kommende år frem til 2020, så kan det øge væksten i Novo Nordisk, så aktien faktisk bør være prissat i kurs 380, da Novo Nordisk derfor bør genvinde sin kurspræmie til sektoren på omtrent 50 pct.

Omvendt hvis han øger prisfaldet med 5 pct. i årene efter 2017, så forsvinder den normale vækstpræmie, som Novo Nordisk har haft til medicinalaktier generelt, og den rette aktiekurs nærmer sig 246 for diabeteskoncernen, ifølge J.P. Morgan.

Samlet set vurderer Richard Vosser dog, at investorerne vil være afventende med at betale en for høj kurspræmie for Novo Nordisk, indtil selskabet opnår differentierende udvidelser af indlægssedlerne for diabetesmidlerne Victoza og Tresiba samt data, der viser, at semaglutide kan hamle op med Eli Lillys GLP1-middel Trulicity.

Det vil sandsynligvis først ske midt i 2017, og så kommer nye prisdiskussioner i USA ind i billedet.

”Vi mener også, at investorerne ønsker tryghed om priserne i 2018, inden de er overbevist om, at prisfaldene i USA i 2017 ikke bliver et tilbagevendende fænomen,” skriver Richard Vosser.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis