ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Investor om Bavarian-chok: Jeg gled meget, meget langt ned i stolen

Da Bavarian Nordic fik skåret aktiekursen midtover i fredags, røg en del af tabet direkte ind i kapitalforvalteren Michael Voss’ portefølje. For netop Bavarian Nordic er en af de aktier, den succesvante investor har haft stor tiltro til, tjent godt på og troet på en fortsat optur til.

Men den optur var med et slut og afløst af et frit fald, da Bavarian Nordic torsdag aften sendte en meddelelse til fondsbørsen: Forsøget med kræftmidlet prostvac var slået fejl.

”Jeg må indrømme, at i de første ti-15 sekunder jeg læser meddelelsen og ser, at forsøget er stoppet før tid, der tænkte jeg: Er det fordi dataene er så gode? Jeg har talt med selskabet løbende, og de har fortalt mig, at forsøget ville løbe helt til ultimo 2017, men at der var en mulighed for, at dataene var så gode, at det ville blive lukket før tid. Men da jeg ser ordet ”skuffende,” der kan jeg godt love dig, at jeg gled meget, meget langt ned i stolen,” siger Michael Voss.

Og reaktionen var nådesløs, da fondsbørsen åbnede fredag morgen. Bavarian-aktien faldt over 50 pct.

Michael Voss står bag investeringsfonden Fundamental Invest Stock Pick, og af samtlige de over 15.000 fonde danske privatinvestorer har adgang til at købe globalt, er han den der har over de seneste 5 år har leveret det højeste gennemsnitlige årlige afkast. Nemlig 34,04 pct. Det viser data fra Morningstar.

Stor investering kostede dyrt


Og Michael Voss har regnet med at Bavarian Nordic stadig skulle være en af trækhestene, der sikrer, at han fastholder den position, og derfor var næsten 10 pct. af porteføljen placeret i biotekselskabets aktier. Så med et fik Michael Voss barberet værdierne med over 5 pct., da børsen åbnede fredag morgen.

Hvornår har du sidst oplevet, at fonden har fået et smæk på 5,5 pct. på en dag?


“Det er aldrig sket før, og jeg håber ikke, at jeg kommer til at opleve det igen. Når en aktie falder 50 pct. og den udgør 10 pct. af porteføljen, så gør det ondt. Selvom vi har solgt undervejs for ikke at komme over 10 pct., så er kursen bare steget yderligere efterfølgende, så den alligevel er endt med at fylde så meget,” siger Michael Voss.

Efter det massive kursdyk til Bavarian Nordic har han fået skåret toppen af årets afkast af, men han kan stadig fremvise et plus.

“Vi er oppe med omkring 14 pct. i år, og jeg havde gerne set det bedre. Og hvor havde det bare været positivt, hvis det havde været en anden meddelelse,” siger han.

Måtte tage en dyb indånding


I øjeblikket afventer han yderligere info fra Bavarian Nordic på, hvad det præcist var, der fejlede i forsøget med kræftmidlet mod prostatakræft. Men biotekselskabet har end ikke fået det omfattende oplysningsmateriale.

“Det her kræver en dåb indånding, men der bør være en nogenlunde bund i aktien i den kurs, vi ramte i fredags. For nu er alt, der vedrører prostvac og lidt til taget ud af kursen. Det er kontant afregning,” siger Michael Voss og fortsætter:

“Man vi handler i øjeblikket på et spinkelt grundlag, for det er ikke meget, vi har fået af vide. Det ville være rart at få en fornemmelse af, om der er et håb for alle de forsøg de har i gang med kombinationsbehandling med prostvac. Det har vi intet fået af vide om endnu.”

Biotek er lig med risiko


Selvom Michael Voss er løbet ind i en øretæve, er han meget klar omkring, at man må være villig til at løbe den slags risici, hvis man vil investere i biotekaktier.

“Det er name of the game, når man er inde i biotek- og farmaaktier. Den risiko med, at noget kan gå galt, er der hele tiden. Det er den også for godkendte produkter for så vidt, for der kan jo opstå situationer, hvor der sker utilsigtede ting. Det sker jo, at man opdager sideeffekter, som man ikke havde set undervejs i forsøgsfaserne. Det er en risiko, man skal være klar over og være villig til at løbe. For os har dette naturligvis ikke været en lodseddel. Det har været en nøje kalkuleret risiko”

Michael Voss kan dog glæde sig over, at Bavarian-aktien mandag hentede lidt af det tabte hjem med en stigning på 7,5 pct., og i dag er aktien handlet yderligere 2,5 pct. op.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis