ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ingen 'likes' til Facebooks regnskab

Markedet giver torsdag aften en nedadrettet tommelfinger til Facebooks regnskab for andet kvartal, selvom tallene viser pæne takter.

Omsætningen i verdens nok største sociale medie endte på til 4,04 mia. dollar (27,4 mia. kr.), hvilket svarer til en vækst på 39 pct. i forhold til sidste år. Analytikerne havde ventet en omsætning på 3,99 mia. dollar, ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News.

På bundlinjen overraskede Facebook dog negativt, da indtjeningen fald til 719 mio. dollar (4,9 mia. kr.) fra 791 mio. dollar (5,4 mia. kr.) sidste år.

Den faldende indtjening på den ellers stærke omsætningsvækst udspringer af, at Facebooks udgifter i regnskabet eksploderede og voksede med 82 pct. i forlængelse af både nyansættelser og investeringer i en lang række områder.

"De har sagt, at dette er et investerings-år. De har så mange initiativer, der kan give mere vækst på sigt," siger Brian Wieser, analytiker hos Pivotal Reserach, til Bloomberg News.

På brugerfronten overraskede Facebook dog positivt. Antallet af månedlige brugere steg 13 pct. til 1,5 mia., hvoraf 1,3 mia. logger ind en gang om måneden fra en mobil enhed.

Facebook-aktien bliver slået i gulvet i eftermarkedet og falder 1,9 pct.  til 95,14 dollar per aktie efter at have sluttet handelsdagen med en stigning på 1,8 pct.

Ikke desto mindre har Facebook haft tre imponerende år på børsen. Mark Zuckerbergs forretning er steget til over 250 mia. dollar i markedsværdi på blot tre år - under halvdelen af den tid, det tog Google, som var otte år om det.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis