ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Min vildeste lottokupon: Chefanalytikeren kunne ikke holde fingrene fra en aktie, han normalt aldrig ville røre med en ildtang

Gælden i Plantronics er fire gange så stor som markedsværdien, og indtjeningen er for nedadgående. Normalt ville Michael Friis Jørgensen, chefaktieanalytiker i Alm. Brand, end ikke plukke den type aktie forsigtigt ud af gløderne med en ildtang og placere den i sin private portefølje. Alligevel har han denne gange ikke kunne lade være

Alm. Brands chefaktieanalytiker, Michael Friis Jørgensen, prøver med en lille del af sin private portefølje at satse på, hvilke markante ændringer i erhvervslivets adfærd og værdikæde, coronakrisen kan afføde.
Alm. Brands chefaktieanalytiker, Michael Friis Jørgensen, prøver med en lille del af sin private portefølje at satse på, hvilke markante ændringer i erhvervslivets adfærd og værdikæde, coronakrisen kan afføde.

En lille pulje i chefaktieanalytiker Michael Friis Jørgensens egen porte­følje har den seneste tid taget form. Den er helliget højrisikable aktier, som kan få et boost af, at verden efter coronakrisen bliver forandret. Det er hans fremtidsblik materialiseret i aktier, man finder her, og blandt dem udgør selskabet Plantronics hans største sats.

Ifølge Michael Friis Jørgensen, der er chefaktieanalytiker i Alm. Brand, er selskabets hovedforretning headsets til kontorer, callcentre, sportsudøvere osv., og mange har opfattet det danske selskab GN som Plantronics største konkurrent. I sommeren 2018 købte Plantronics selskabet Poly, der producerer alle former for videokonferenceudstyr.

“Et stort opkøb tager altid kapacitet ud af en virksomhed, og Plantronics er samtidig blevet presset på dets gamle forretning, hvilket GN har udnyttet. Nu rammer coronakrisen, og det værste, man kan have under sådan en krise, er høj gæld, så det er virkelig skidt for dem lige nu. De skal have tid til at vende rundt, og den store frygt i markedet er, at de ikke har den tid,” siger Michael Friis Jørgensen og tilføjer, at Plantronics gæld på 1,6 mia. dollar er fire gange så stor som markedsværdien.

Da Plantronics købte Poly for ca. 15 mia. kr. i 2018, lå aktien på 84 dollar – i februar i år var den nede på 6 dollar, og det skyldes ifølge Michael Friis Jørgensen, at Plantronics ikke har formået at drive sin forretning godt nok samt den enormt høje gæld, som bliver en større og større trussel for virksomheden.

“Investorerne hader høj gæld. Det giver en kæmpe risiko for, at dine aktier bliver udvandet, fordi der skal nye investorer ind – og de kan så købe sig billigt ind. Det er uden tvivl et presset selskab, og det er også afspejlet i kursen, og derfor er det højt spil at satse på den,” siger Michael Friis Jørgensen og tilføjer:

“Lige nu råder vi alle vores kunder til at købe kvalitet og balance og gå langt uden om gældsplagede selskaber, så man kan med god grund spørge, hvorfor jeg så alligevel privat er interes­seret i aktien. Normalt ville jeg ikke tage sådan en case, men det gør jeg, fordi jeg mener, at verden vil være en smule forandret, når vi kommer over på den anden side af coronakrisen. Hvis jeg skal tage nogle chancer, så skal det være i selskaber, der er med i den forandring,” siger han.

Muligt gennembrud for Plantronics

Michael Friis Jørgensen mener, at verdens virksomheder for alvor har fået øjnene op for fordelene ved fjernarbejde, og hvor godt det egentlig fungerer. Mange vil i fremtiden mødes med deres kunder digitalt, fordi det nu kan foregå i 4HD, hvor du, som han siger, kan se en svedperle på kundens overlæbe, hvor lyden er knivskarp, og hvor alting bare fungerer.

Han nævner selskabet Zoom, som leverer software til Plantronics produkter, og som mange har stiftet bekendtskab med under deres karantæner, når der er blevet afholdt møder. Zoom har oplevet en eksplosiv vækst efter, det blev noteret for halvandet år siden til en kurs på 36 dollar. Aktien er blevet næsten firedoblet fra dengang og til april i år. Zooms mission inden for de næste fem år er, ifølge Michael Friis Jørgensen, at gøre det digitale møde bedre end det fysiske, og med det menes, at det skal være en lige så god oplevelse at have et digitalt møde som et fysisk – uden lydudfald og forstyrrelser – og hvor man desuden kan gøre brug af ekstra informationer på skærme, som du måske ikke ville have til et almindeligt møde.

_k0a0182.jpg
“Det er vigtigt at lave den her strategi, når man går ind i den type aktier, og man skal være rimelig hård og følge strategien," siger Michael Friis Jørgensen.

“For at deres softwarevision bliver til virkelighed, er man nødt til at have hardware, og den har Plantronics. Vi har med coronakrisen lært at arbejde på en anden måde, og det virker. En virksomhed kan have nok så smart et produkt, men det er svært at få en ny verden ind, hvis folk ikke er interesserede. Den interesse er pludselig blevet vakt. Nogle virksomheder har været tvunget til det, og jeg tror, at mange virksomheder også de næste to-tre år vil overveje, om man overhovedet skal have og tillade forret­nings­rejser,” lyder det fra Michael Friis Jørgensen, som mener, at coronakrisen dermed kommer til at resultere i et gennembrud for et selskab som Plantronics, der fremadrettet også bakkes op af det grønne fokus.

Sælger først ved minimum en femdoblet kurs

Det første møde med en kunde kan man tage fysisk, men når kontakten først er etableret, så ser han ingen grund til, at man kører

Jeg kan ikke sætte tidspunkt på, hvornår jeg sælger, men jeg skal op over kurs 50, før det bliver interessant

Michael Friis Jørgensen
landevejene tynde og måske flere gange om måneden sætter sig på et fly for at tage til forretningsmøder. Hans tanker har også kredset om, hvorfor vi skal sidde på det samme hovedkontor og kæmpe os gennem motorvejstrafikken hver morgen. Nu har alle prøvet at arbejde hjemmefra, og alle virksomheder er blevet opmærksomme på, at det rent faktisk er noget, der sagtens kan lade sig gøre.

“På den måde vil verden formentlig være en smule forandret efter corona­krisen, for vi har set, at vi kan gøre tingene på en anden måde. Jeg mener, at videomøder og udstyr til det kommer til at vokse meget hurtigere, end vi tror,” understreger han.

Fremtidsscenariet ser lyst ud i Michael Friis Jørgen­sens øjne, når han kigger på Plantronics. Nu har virksom­hed­erne som nævnt stiftet bekendtskab med de digitale møder, og udviklingen er sam­tidig godt for deres grønne profil. Man kan derfor håbe på, at mar­kedet for lige præcis den teknologi vil eksplodere.

“Der er et potentiale til, at det kan vende ganske kraftigt rundt for selskabet, og det fjerner risikoen for, at det skal ud og hente penge i markedet. Risikoen er stor, og opsiden er stor, og jeg tror, at det når at vende rundt inden for de nær­meste kvartaler. Det her selskab lever og kan få et boost af corona­krisen, hvor tragisk det end lyder,” siger Michael Friis Jørgen­sen, som selv købte aktier i selskabet, da kursen var 15 dollar.

Det gjorde han ikke, fordi han forudså coronakrisen, men fordi han allerede før det havde den holdning, at det at arbejde hjemmefra ville blive endnu større i fremtiden. Så han havde længe haft et øje på aktien, og da den dykkede fra 50 dollar til 15 dollar, stod han på spring. Han har lagt en klar strategi for, hvad han gør hvornår i forhold til aktien:

“Jeg vil tilbage til kurs 50 inden for det næste år – det er et trigger point for mig. Jeg kan ikke sætte tidspunkt på, hvornår jeg sælger, men jeg skal op over kurs 50, før det bliver interessant,” siger han og uddyber, at hvis han solgte, når kursen kun var gået 20 pct. op, så havde han begået en fejl.

Hvis han havde gjort det, så havde han påtaget sig for stor en risiko, fordi aktien er så risikabel, som den er.

“Det er vigtigt at lave den her strategi, når man går ind i den type aktier, og man skal være rimelig hård og følge strategien. Verden kan selvfølgelig ændre sig, men når jeg i det her tilfælde tror på en fem­dobling, så er det også fordi, der er en risiko for, at aktien kan falde 80 pct., og derfor er jeg nødt til at have den her høje reward, ellers har jeg taget en fejlbeslutning,” siger han.

Du gør klogt i at holde godt øje med kursen, hvis du investerer i Plantronics, råder Michael Friis Jørgensen, der gør det samme. Selv om han på den lidt kortere bane, har et trigger point på kurs 50, så mener han også, at aktien har potentiale på den lange bane – de næste 15 år peger han på, fordi aktien vil være en del af den førnævnte trend med digitale møder. Derfor kan det også være, at han vælger at beholde den, selv om kursen kommer op over de magiske 50 dollar. Om du skal tage skridtet og investere i selskabet, vil han lade være helt op til dig og din risikolyst.

“Jeg kan ikke give et bedre råd end, at jeg selv har gjort det, men jeg er helt med på, at det er et risikabelt sats, og det er derfor, at det hos mig er et kraftigt sats i en mindre del af min portefølje,” siger han.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis