ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Historisk genfødsel af flagskib i Carlsberg

Carlsberg har sluppet den helt store salgsmaskine løs for at sætte fart under sin arv fra brygger Jacobsen, Carlsberg-brandet. Topledelsen satser stort, men holder tæt om gigantinvesteringens størrelse.

Under ordlyden "That calls for a Carlsberg" samler verdens fjerdestørste bryggeri nu alle tidligere slogans under sin nye verbale bannerfører.

Carlsbergs debut med globale kampagner skal gøre Carlsberg-øllen kendt i alle verdenshjørner og fordoble brandets indtjening.

Adm. direktør Jørgen Buhl Rasmussen bød de mange udenlandske journalister velkommen i bryggeriets historiske bygninger i Valby ved at erklære dagen for "meget speciel for Carlsberg".

Han vil bevise, at Carlsberg-brandet er noget specielt.

"Det er en genfødsel af Carlsberg og en meget betydelig lancering. Det er den største kampagne i Carlsbergs historie og den største i min karriere," sagde Jørgen Buhl Rasmussen.

Ikke været gode nok

Kampagnen ruller fra i dag ud på Carlsbergs mere end 140 markeder. Bryggeriet mener, at Carlsberg-øllen har format til noget meget større end i dag - faktisk dobbelt så meget med det nye mål om en fordobling af indtjeningen i Carlsberg-brandet i 2015.

"Vi synes, det er et realistisk mål, og føler os sikre på at levere. Carlsberg-brandet har et enormt potentiale, som vi ikke har været gode nok til at udnytte," erkender topchefen.

Derfor er Carlsberg også klar til at investere massivt i den globale udrulning, som bliver en vigtig del i koncernens overordnede mål at være det hurtigst voksende bryggeri i verden.

Ledelsen vil ikke komme det nærmere, hvad der finansielt ligger i at fordoble indtjeningen fra Carlsberg-brandet, da konkurrenterne ikke skal kende salgstal for Carlsbergs produkter. Men internt er der klare, finansielle mål for volumen og vækst pr. marked, lyder det.

Københavnsk charmeoffensiv


At gro hurtigere end konkurrenterne på både top- og bundlinje er ifølge Jørgen Buhl Rasmussen et vigtigere budskab end konkrete, finansielle forventninger til den nye markedsføringsstrategi.

Men én ting lægger bryggeriet ikke skjul på. De historiske aner med brygger Jacobsen skal frem i forreste række.

På siden af Carlsbergs nye flasker og relancerede emballage står der "Copenhagen" og "1847" - bryggeriets fødeår. Dagens stort anlagte præsentation i Valby af den nye salgskampagne emmede også af iver fra Carlsbergs side i at understrege og indarbejde sin arv.

De udenlandske og danske journalister blev modtaget i Carlsbergs historiske museum og mødt af historieundervisning dagen igennem. Carlsbergs markante historie skal gå hånd i hånd med evnen til at læse og nå ud til de unge forbrugere, lød det fra scenen.

Formentlig stadig den bedste øl


Med det globale slogan "That calls for a Carlsberg" byder fremtiden på en strømlinet Carlsberg-kommunikation.

Fra salen blev der spurgt til det mangeårige slogan "Probably the best beer in the world", som blandt andet har været en ledestjerne i England.

"Det er en del af vores DNA og derfor et vigtigt aktiv, som vi vil fusionere med "That calls for a Carlsberg" i markeder, hvor det har værdi for os. Det passer også fint sammen, at verdens formentlig bedste øl kalder på en Carlsberg," svarede salgs- og marketingchef Khalil Yones.

Han ville heller ikke kommentere kampagnens økonomi. Han vil dog godt love, at Carlsberg skruer op for sit marketingbudget og er klar til at flytte nogle investeringskroner fra andre brands over på den store Carlsberg-satsning.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis