ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Her lurer farerne ved Parken-aktier

Parken Sport & Entertainment, PSE, udbyder nu nye aktier for 7,4 mio. kr. for at foretage en kapitaludvidelse. Det er dog ikke uden risiko at købe de nye Parken-aktier.

I forbindelse med udbuddet af aktierne gennemgår Parkens ledelse fremtidsudsigterne for selskabet.

I det 178 sider lange prospekt forholder PSE sig til de risici, der kan få betydning for selskabets fremtidige økonomi. Udover de sædvanlige forbehold om valutakurser og markedsudvikling mv. fremhæver PSE nogle faktorer, som selskabets ledelse vurderer som særligt relevante.

Borsen.dk har læst prospektet igennem og fremhæver her de vigtigste farer for selskabets økonomi fremover, som er værd at nærlæse, inden du investerer i aktien.

1. Underskud i 2009

PSE kom ud af 2009 med et stort underskud på 239 mio. kr. efter skat. Selvom selskabet forventer et positivt resultat i 2011, er der faktorer, der er værd at tage højde for.

På trods af det store underskud i 2009 var der indtjeninger i løbet af året, som ikke kommer igen. For eksempel salg af feriehuse i Lalandia Billund til 158 mio. kr.

Underskuddet for 2010 forventes at blive på 100 mio. kr. – før skat og regulering af renteswaps.

Parken havde ved udgangen af 2009 en rentebærende gæld på 2,1 mia. kr.

2. Fodboldresultater er vigtige

En andel af PSE's indtægter kommer fra afholdelsen af F.C. Københavns hjemmekampe.

FCK's resultater har ikke kun indflydelse på salget af billetter til kampe i parken. De har også indflydelse på præmieindtægter - specielt ved deltagelse i de europæiske turneringer.

PSE kan naturligvis ikke stille garanti for at de betydelige præmieindtægter, selskabet i dag får ved deltagelse i europæiske turneringer, vil blive opretholdt på samme niveau i fremtiden.

Der er heller ingen sikkerhed for, at F.C. København kan opnå de ønskede resultater, for eksempel forblive i SAS Ligaen. En nedrykning fra SAS Ligaen kan få væsentlig negativ indvirkning på selskabet.

3. Omsætning i Parken

PSE tjener penge på at afholde arrangementer i Parken. I prospektet står: Store offentlige tilskud til konkurrerende arenaer kan påvirke konkurrenceforholdene
væsentligt og have væsentlig negativ indvirkning på PSE's fremtidige resultater.

Her er det værd at bemærke, at det - trods mange forskellige udmeldinger - ser ud til, at København alligevel får en multiarena med plads til 15.000 gæster. Altså en betydelig konkurrent til Parken.

Derudover kan ridser i Parkens og Københavns omdømme skade forretningen i forbindelse med at tiltrække stor internationale events til afholdelse i Parken.

4. Kontorer, Lalandia og Fitness.dk

PSE er afhængig af flere forskellige forretningsområder, udover fodbold. Et af dem er udlejning af kontorejendomme. Hvis prisen på erhvervsejendomme falder yderligere i København, vil det påvirke PSE.

Borsen.dk kunne for nyligt fortælle, at cirka 10 pct. af samtlige kontor-kvadratmetre i København står tomme. Sker der en yderligere negativ udvikling på det marked, vil det også påvirke PSE.

Et andet forretningsområde er Lalandia. Her fremhæver prospektet selv den hårde konkurrence i feriebranchen.

Hvis forbrugernes efterspørgsel efter korttidsferier og aktivitetsferier i Danmark ændres, kan det få negative konsekvenser for selskabet.

Endelig er der fitness-kæden Fitness.dk, som PSE ejer. Igen fremhæver prospektet området som et marked med meget hård konkurrence.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis