ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Har du tjekket din postkasse? Skattestyrelsen sender breve til bitcoin-handelsmænd for at sørge for indberetninger

Skattestyrelsen meddelte mandag, at styrelsen i sommer modtog oplysninger fra den finske skattestyrelse om 2700 danskere, der har købt bitcoin på en finsk børs for over 100 mio. kr. fra 2015 og frem til 2017.

De oplysninger skal bruges til at gøre Skattestyrelsen bedre til at få folk til at indberette gevinster og tab ved bitcoin-transaktioner.

“Vi har iværksat arbejde med at behandle oplysninger umiddelbart efter, vi har modtaget oplysningerne. De oplysninger, vi har fået fra den finske børs, skal gøre os klogere på det her område. Den viden vi får fra oplysningerne vil give et større billede af området og især hvilke tendenser og handelsmønstre, der er,” siger personskattedirektør, Karin Bergen. 

Skattestyrelsen har sendt breve til nogle af de 2700 danskere, der har handlet via den finske børs. Resten vil blive kontaktet i løbet af de kommende måneder.

“Vi skriver ud til dem på almindelig vis med brev og gennemgår oplysninger for at sikre, der er korrekt skattemæssig behandling. Det kan sagtens være, de allerede har oplyst det til Skattestyrelsen. Vi samler oplysninger fra Finland med de oplysninger, vi selv har,” siger Karin Bergen.

Vil skabe oplysning gennem kampagne

Selv om Skattestyrelsen har fået oplysninger fra Finland om danske bitcoin-transaktioner, så fortæller styrelsen, at den ikke er i kontakt med andre børser eller skattestyrelser fra andre lande på nuværende tidspunkt. Derimod vil styrelsen bruge viden fra de finske oplysninger til at lave vejledningskampagner om indberettelsen af tab eller gevinster ved handel af kryptovaluta.

“Vi kommer ud på de sociale medier, hvor man kan se forskellige kampagne om bitcoins. Desuden kommer der en ny side på skat.dk, som fortæller, hvordan man som borger skal angive oplysninger,” siger Karin Bergen. 

Hun fortæller desuden, at man er forpligtet til at angive indtægterne fra kryptovaluta som personlig indkomst, men at man også kan trække eventuelle tab fra i skat som ligningsmæssigt fradrag. Ligningsmæssige fradrag har en lavere skatteværdi end fradrag, der gives i den personlige indkomst eller i kapitalindkomsten.

I sagen om de 2700 danskere, der på nuværende tidspunkt kontaktes, kan Karin Bergen ikke fortælle navnet på den finske børs, hvor bitcoins er blevet handlet. Hun fortæller dog, at der udelukkende er tale om transaktioner med kryptovalutaen bitcoin og ikke nogle af de andre valutaer som ripple eller ethereum. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis