ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Goldman Sachs løfter Vestas til toppen af C20

Det er en god dag for Vestas på den danske fondsbørs, hvor vindmøllegigantens aktie stiger knap 5 pct. til kurs 601.

Vestas har tirsdag eftermiddag annonceret både en ordre i Grækenland på levering af møller med en samlet kapacitet på 48 megawatt (MW) og en ordre i Argentina, som er fire gange så stor, med en samlet kapacitet på 220 megawatt (MW) fordelt på to projekter.

Kontrakten i Argentina indeholder derudover en tiårig serviceaftale i Vestas' dyreste klasse, AOM 5000.

Aktien steg allerede fra morgenstunden, bl.a. fordi den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har været ude og løfte sit kursmål for aktien til 730 kr. fra 640 kr.

Aktiedarling hos Goldman Sachs

Det sker, fordi Goldman Sachs forudser, at  vindmølleproducenterne vil nyde godt af lavere omkostninger og øgede installationer globalt over de næste ti år, fremgår det af Bloomberg News.

På den baggrund skriver Goldman Sachs, at vindmølleproducenterne generelt har potentiale til at løfte salget 19 pct. i perioden, og investeringsbanken fremhæver ifølge Bloomberg Vestas som værende i den stærkeste position blandt de førende vindmølleproducenter til at drage fordel af væksten, baseret på den danske gigants scala og tilstedeværelse globalt .

Den konkurrencemæssige fordel hos Vestas er ikke afspejlet i aktiekursen, lyder det fra Goldman Sachs.

Maj måned har ellers været præget af tre analytikere, som har sænket deres anbefalinger af Vestas.

Senest sænkede HSBC sin anbefaling til sælg fra hold, samtidig med at investeringsbanken skar toppen af kursmålet til 530 fra 550.

Derudover har Nykredit og Macquarie sænket deres anbefalinger fra køb til hold.

I alt anbefaler 16 analytikere ifølge Bloomberg at købe aktien, fem anbefaler at holde på den og fire anbefaler at sælge.

Det gennemsnitlige kursmål blandt analytikerne er på 651.




Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis