Robotterne kommer: Fuld salgsturbo på de topmoderne

Eric Beinhocker, professor på Oxford University, estimerer i The Origin of Wealth fra 2007, at Yanomami-stammen i Sydamerika, der lever som vi gjorde for 14.000 år siden, har en gennem­snits­indkomst for hver enkelt indbygger på et år omkring 90 dollar, som vi alle havde dengang. Den økonomiske historiker J. Bradford DeLong har estimeret, at i 1750 var gennemsnitsindkomsten globalt set ikke vokset til mere end 180 dollar.

Men så skete der noget. Vi fandt ud af at bruge fossile brænd­stoffer og fik masser af energi til at være meget mere produktive og innovative. Manuel arbejdskraft blev med eksplosiv hast erstat­tet af maskiner og gjorde vores liv længere, sundere og lettere. Nu er vi kommet så langt, at robotter og kunstig intelligens (AI) er en del af virkeligheden og kan gøre verden endnu bedre – og tage vores job. Måske.

Det er ikke et nyt fænomen at tale om, at maskiner vil fortræn­ge mennesker fra deres job – og dermed også skabe problemet med manglende købekraft hos forbrugerne. I 1953 aflagde Walter Reuther, leder af Automobile Workers Union, et besøg på Ford-fabrikkerne, hvor han talte med en ledende medarbejder, der stolt viste maskinerne frem, og så spurgte Reuther:

“Hvordan vil du indsamle fagforeningskontingent fra alle disse maskiner?”

“Ved du hvad, det er ikke det, jeg spekulerer over. Jeg er bekymret over problemet med at sælge biler til dem,” svarede Walther Reuther.

Debatten fortsatte med tiltagende styrke. Automatisering blev så stort et tema, at præsident Lyndon B. Johnson nedsatte en under­søgelseskommission, som konkluderede:

“Den basale kends­gerning er, at teknologi eliminerer job, ikke arbejde.”

Det viste sig at holde stik. Lige som det i andre udviklede lande var lykkedes at flytte folk fra landbruget og over i frem­stil­lings­sektorens fabrikker i takt med industrialiseringen, så lykkedes det også at flytte folk fra fabrikkerne over i service­sektoren i den næste fase. Der blev elimineret job i takt med den teknologiske udvikling, men der blev også skabt nye.

Mod slutningen af det 20. århundrede kom en anden faktor i jobdebatten i fokus – globalisering. Outsourcingen af især

pro­duktionsjob til lavtlønsøkonomier skabte en stigende bekymring, men der blev stadig opfundet nye job – de udviklede lande ryk­kede højere op i værdikæden, og mange fattige lande blev også rigere.

Nu er vi så midt i den digitale revolution – det globaliserede informations-, viden-, dele-, digital-, teknologi-, robotsamfund. Og denne gang er det virkelig anderledes. Vi taler i denne fase om automa­ti­sering og robotter, som omfatter mange ting – digitalisering, 5G, 3D, Big Data, sensorer, IoT, Digital Twins, Augmented Reality, AI m.v. Teknologien har nået et niveau, der er så højt og i en udvikling så hurtig, at der vil kunne blive fortrængt mange job med manuel arbejdskraft i en hastighed, som skabelsen af nye job muligvis ikke kan følge med til.

Læg dertil coronakrisen, der har udstillet sårbarheden ved just in time-produktion og forsyningskæder spredt over hele Jorden – i meget større skala end f.eks. tsunamien i Japan i 2011 gjorde det. Bag Apples produkter gemmer sig eksempelvis over 1000 leverandører og producenter. Krisen har skabt spekulationer om, at vi nu går ind i en fase med deglobalisering, kortere forsyningskæder og hjemtagning af outsourcet produktion og dermed endnu mere automatisering. Men det er dog ikke alle, der tror, at det går den vej.

Professor Martin Krzywdzinski på Hamborg Universitet gav for nylig udtryk for, at i og med, at virksomhederne nu er nødt til at spare penge, vil vi ikke se øget hjemtagning, som mange tror, men snarere en intensiv jagt på lokationer med endnu lavere

pro­duktionsomkostninger og dermed faktisk øget globalisering. Han mener – for Tysklands vedkommende – heller ikke, at der er udsigt til en hjembringelse af mere produktion samt øget automatisering – i det mindste ikke i industrien – af den simple årsag, at niveauet af automatisering i tyske industrivirksomheder allerede er meget højt.

Per Thyme er formand for Dansk Automationsselskab (DAU) under Dansk Industri, og han er desuden technical manager hos Schneider Electric. Han tvivler også på, at vi vil se den store hjemtagning af produktion.

“Det er en debat, der har kørt i en del år efterhånden. For nogle år siden var der meget fokus på den store produktion i lavtløns­lande, og vi lagde al udvikling til Indien. Men det var ikke nogen succes, det var for svært at styre, og der var problemer med kva­litet og beskyttelse af intellektuel ejendom. Fokus har ændret sig i årenes løb, så det ikke bare handler om at gøre det billigt. Men der er også virksomheder, der har haft succes med at lægge produktionen ud i andre lande – f.eks. Coloplast, Grundfos og Novo Nordisk –til bl.a. Kina, hvor du ofte ikke kan få lov at levere uden at have produktion i landet. Men i de tilfælde, hvor det er gået godt, flyttes der typisk en form for ledelse med, mens knowhow holdes hjemme,” siger Per Thyme.

Trenden med tiltagende automatisering vil imidlertid fortsætte. Hidtil har den største brug af automatisering og robotteknologi naturligt fundet sted i fremstillingssektoren, hvor det har kunnet erstatte og understøtte mange rutineprægede – og ofte fysisk kræ­vende og i nogle tilfælde også farlige opgaver. Den tendens vil fortsætte, men brugen af automatisering i forskellige former vil vi også i stigende omfang se i mange andre sektorer. Og det sker allerede i dag i et omfang, som de færreste er klar over, påpeger Per Thyme.

“Man automatiserer jo alt i dag. Selv drift af bygninger bliver automa­tiseret i form af fjernovervågning og vedligehold på distancen. Infrastruktur som tunneler og broer er spækket med automation, der overvåger alting – masser af sensorer; belysninger, der bliver styret; styring af skilteskift, og hvilke spor trafikken skal føres over i ved ulykker i en tunnel osv. Det er utroligt mange sensorer, der sidder i sådanne anlæg. I Øresundsbroen sidder en stor industriel PLC i hver eneste bropille under hele broen og overvåger hældningen, temperatur og fugtighed osv., mens andre apparater styrer belysning af vejbaner, lys til fly- og skibs­trafik osv. Men automatisering finder sted i alle brancher – biblioteker, undervisning, detailsektoren, landbruget, hospi­taler, miljøovervågning,” siger Per Thyme.

Han har selv står i spidsen for udvikling af et softwareprodukt i en afdeling af Schneider Electric, der udvikler et af de mest udbredte systemer til over­vågning af vand, spildevand, fjernvarme og biogas. Han fremhæver big data som en meget vigtig faktor i automa­ti­ons­debatten og påpeger, at alle de store automations­leve­ran­dør­er fokuserer på software i disse år.

“Der er ingen tvivl om, at der er en udvikling på databrug og på intelligent brug af data, som vil præge de kommende års udvikling. Der er mange ting omkring industri 4.0, industriel IoT og Big Data, der peger mod software. Der har været mange store opkøb af softwarefirmaer de senere år – både Schneider, Rockwell og Siemens har f.eks. allerede købt firmaer op til det her. Kunstig intelligens er også i stor fokus. Hvornår kan vi tage beslutninger og foretage fremskrivninger på baggrund af alle de data, vi har? Der foregår rigtig meget omkring machine learning, hvor man på baggrund af det, der er sket, prøver at forudsige det, der vil ske,” konstaterer han.

Per Thyme påpeger, at danske virksomheder generelt er godt med på automatiseringsteknologi og er kendetegnet af virkelig kreative og innovative ingeniører og udviklere – ikke blot i de store, men også i de små og mellemstore virksomheder. Dans­ke lønmodtagere er kendetegnet ved en høj grad af fleksibilitet og omstil­lings­­parathed, som spiller en afgørende rolle for, at vi er gode til at finde nicher og bevare vores plads i den høje ende af værdi­­­­kæden i verdensøkonomien.

På den baggrund er han ikke bekym­ret for, at automatisering og robotter tager vores job i Danmark. Danske virksomheder i front med ny automations­teknologi vil kunne erstatte job lokalt, men vil til gengæld kunne sikre en høj produktivitet og vækst i virk­somheden, som netto fører til status quo eller flere ansæt­telser. Men set i globalt perspek­tiv er det i sagens natur ikke alle, der kan det.

“De hurtige kan få vækst. Men vi kan ikke alle blive ved med at klippe håret af hinanden,” siger Per Thyme.

Den største brug af automatisering er i fremstillingssektoren, og det er en forlængelse af en mangeårig trend. I en rapport fra 2019 estimerer Oxford University, at 1,7 mio. job i den globale fremstil­lings­sektor er forsvundet siden 2000 som følge af industrielle robotter. Det fordeler sig bl.a. på USA med 260.000 job, EU med 400.000 job og Kina med 550.000 job.

Rapporten forventer, at det nu vil gå meget hurtig­ere, så 20 mio. job i fremstillingsindustrien vil forsvinde frem mod 2030 som følge af automatisering og robotteknologi. Eller sagt på en anden måde: Den globale arbejdsstyrke i fremstil­lings­sektoren ville i 2030 være 8,5 pct. højere, hvis ikke robot­terne var der.

Mange fra fremstillingsindustrien har fundet beskæf­tigelse i servicesektoren, men ofte til lavere lønninger, påpeger den økonomiske historiker Robert Skidelsky i bogen “How much is enough?” Men også mange job i denne sektor er nu udsatte. Det er problematisk, for her er ca. 75 pct. af verdens arbejdsstyrke beskæftiget, lyder vurderingen fra forskere på Oxford University.

Men problemet med en mulig strukturel ledighed skal løses politisk. Automatiseringsteknologiens mange aspekter vil kunne medvirke til at løse mange globale problemer. For virksom­heder i en kapitalistisk verden er der ikke noget valg – af hensyn til virksomhedens overlevelse må man sigte mod at opnå den bedst mulige produktivitet.

Og hvad er det så, der kan automatiseres? I princippet alt i en arbejdsproces, der kan splittes op i relativt enkle delelementer. Det er der mange ting, der kan. Lige fra bagagehåndtering i lufthavne, lagerstyring i varehuse og opbygning af mure på byggepladser. Støttet af sensorer, kameraer, maskinlæring og AI vil automatiseringsteknologi komme til at komme til at fylde stadig mere i detailsektoren, på hospitaler og hoteller, i restauranter, undervisning osv. I det følgende nævnes blot nogle af de brancher, hvor automation i stigende grad integreres.

WHO estimerer, at i 2050 vil andelen af folk over 60 år være steget til 22 pct. fra 12 pct. i dag. Det bliver udfordrende for sundhedssektoren, hvor ældre i forvejen udgør langt den tungeste post, og der allerede i dag er udpræget mangel på læger og syge­plejersker i mange lande.

Netop denne sektor ventes i høj grad at tage robotterne til sig, i det omfang det er muligt. Det gælder simple logistiske opgaver på hospitalet, men også robotassisteret kirurgi, der gør det muligt for lægerne at udføre komplekse operationer med større præcision og fleksibilitet. Overvågning og telemedicinering af kronisk syge patienter i deres hjem bliver en del af fremtiden, og det samme gør fjernkirurgi; dvs. operationer, hvor kirurgen udfører operationer på patienter, der er et helt andet sted, ved hjælp af robotteknologi og den lave responstid på 5G-netværk. De første operationer er allerede udført i Kina.

Ifølge International Federation of Robotics (IFR) steg salget af robotter til sundhedssektoren i 2018 med 49 pct., og lignende høje vækstrater ventes i fremtiden. Oxford-rapporten fra 2019 påpeger, at robotterne til sundhedssektoren er de mest værdifulde af alle robotter rettet mod servicesektoren.

Det er velkendt, at detailsektoren er i krise, og det bliver kun værre. Vi køber i stigende grad varer online, og nye kundegrupper – især blandt de ældre – har under corona­krisen fundet ud af, hvor let det er at købe varer på nettet. Amazon medvirker i høj grad til at gøre det endnu mere svært for detail­butik­kerne i mange lande, for den amerikanske gigant kan skaffe stort set alt, som forbrugerne efterspørger, til billige priser.

Effektivitet er i fokus hos Amazon, der allerede har mere end 100.000 robotter i sving på varelagre rundt omkring. IFR estimerer, at 69.000 logistiksystemer af den slags – som primært anven­des i detailsektorens varehuse – blev installeret i 2017. Det var en stigning på 162 pct. i forhold til 2016.

Amazon har desuden åbnet små AI-drevne supermarkeder i USA uden kassedamer eller udcheckning – betalingen foregår via smartphone. Et andet eksempel på robotter i detailsektoren står den hollandske detailkæde Ahold Delhaize for. Den har placeret 500 robotter med sofistikerede kameraer i amerikanske købmandsbutikker, der holder øje med, om hylderne er fyldt op, og gulvene er rene.

I virkeligheden er det ikke robotter eller automatisering som sådan, der er detailsektorens største trussel. Det er selve inter­nettet og portalerne, der på et splitsekund sammenligner priser og gør det muligt at bestille alt, hvad en husholdning har brug for, med få tryk på en smartphone, tablet eller computer.

Som det er tilfældet i sundhedssektoren, så er en betydelig del af arbejdet i hoteller og restauranter forbundet med social intelligens og et menneskeligt strøg. Men der er simple rutineprægede opgaver, der kan automatiseres. En burger­bar i San Francisco anvender f.eks. en robot til at grille bøfferne, og tre iværksættervirksomheder i Arizona tester, om det kan betale sig at levere købmandsvarer med robotter.

Nogle hoteller har allerede robotter på hjul, der kan levere friske håndklæder eller en kande kaffe til gæsterne, mens museer kan have robotguides til nysgerrige besøgende.

Stor­centre kan have robotter, der fungerer som informations­centre, mens robotter i elektronikbutikker kan lede kunden hen til det ønskede produkt.

IFR forventer, at salget af sådanne robotter vil runde 93.000 i 2021 – en seksdobling i forhold til 2018. Men foreløbig ser det dog ikke ud til, at det er robotter som disse – også kaldet Public Relations-robotter – der hæver produktiviteten eller eliminerer job. De har mere funktion af – se, vi har en robot!

En udfordring for udviklere har længe været at lave robotter, der kan anvendes i mere frie miljø­er som en byggeplads frem for på en fabrik, hvor omgivelserne ikke ændrer sig. Men jo mere opgaver kan splittes op, og jo mere man formår at lave maskiner, der integrerer brugen af sensorer, kameraer og rummæssig opfattelse, desto bedre bliver mulig­hederne for at lave maskiner, der kan både erstatte og arbejde side om side med mennesker med brug af cobots, som bl.a. Universal Robots producerer.

I byggesektoren er der allerede opfundet en robot, SAM 100, der kan lægge 250-300 mursten i timen. Det er dog ikke nogen trussel mod murerne af kød og blod. Det er et ret skrumlet maskineri, der kræver konstant manuel betjening og også kræver plads, så det er kun de store byggerier, teknologien vil kunne anvendes til. For murerne er det en hjælp til at lette det hårde fysiske arbejde.

I landbruget kan robotter f.eks. hjælpe til med at malke og gøre det fire gange om dagen i modsætning til de normale to gange om dagen, når det er mennesker, der styrer malkningen. I nogle EU-lande bliver op mod 30 pct. af køerne malket af robotmaskiner, mens andelen i USA er tættere på 2 pct., skriver New York Times. Forklaringen er angiveligt, at landmænd i Europa har højere arbejdsomkostninger og desuden får generøs EU-landbrugsstøtte, der hjælper med til at betale for robot­malkepigerne, der kan koste 1,3 mio. kr. stykket.

Men der kommer til at ske meget mere effektivisering inden for landbruget med brug af droner og sensorer, der i realtid vil kunne måle afgrødernes tilstand, behovet for vanding samt mæng­den af insekter, advare om sygdomme osv.

Vertikale land­brug kan få fornyet interesse i lyset af coronakrisen. For på den anden side venter den globale opvarmning, og med den samtidige fokus på selvstændighed og forsyningssikkerhed kan import af fødevarer fra hele verden begynde at se mere forkert ud. Vertikale landbrug findes allerede – Plenty, Bowery Farming, Aerofarms m.fl. – og de miljømæssige perspektiver er enorme.

Generelt er der store muligheder for at kunne overvåge miljøet med sensorer, satelitteknologi og kameraer i realtid – f.eks. luftforurening, kvælstofmængder og iltindhold i vandløb og have, ændringer i biodiversitet osv.

I finanssektoren er der mange rutineprægede job, der allerede nu kan automatiseres, og det vil ske i stigende omfang i de kommende år. Måske mere overraskende er det, at også de mere krævende opgaver kan stå for skud.

En undersøgelse af forskere på Indiana University offentlig­gjort tidligere i år fortalte om, at robotanalytikere klarede sig bedre end aktieanalytikere i perioden 2003-2018 på det amerikanske aktiemarked. Ikke overraskende havde robotterne færre købsanbefalinger – 32 pct. mod 47 pct. – men de havde også langt flere salgsanbefalinger – 24 pct. mod 6 pct.

Det er der flere forklaringer på, men det interessante er selv­følgelig, om robotanbefalingerne var i stand til at levere et bedre afkast. Det var de. Porteføljerne baseret på robotternes købs­an­be­falinger var i stand til at levere årlige afkast 6,4-6,9 procent­point højere end markedet, mens porteføljerne baseret på aktie­­analytikernes købsanbefalinger kun var i stand til at levere afkast 1,2-1,7 procentpoint over markedet.

De selvkørende biler og lastbiler er ikke ren science fiction, men det er heller ikke lige om hjørnet. The Center for Global Policy Solutions (CGPS), en tænketank, esti­merer, at mere end fire mio. job formentlig vil blive tabt til køre­tøjer uden mennesker bag rattet, hvis overgangen til selv­kør­ende enheder sker hurtigt.

Men det gør det ikke, hvis man ser på de foreløbige erfaringer. Oxford-rapporten fra 2019 henviser til CGPS-rapporten fra 2017, som henviser til en rapport fra CBS Insights fra 2016. CBS-forfatterne skrev dengang om bil­fabri­kan­ternes forventninger til selvkørende biler på vejene: Ford 2021, Tesla 2019-2024, Volkswagen 2026, Hyundai 2026-2031. Teslas biler hævdes at kunne køre selv allerede, men de har ikke lov til det, for den komplekse programmering om hvem, der skal køres ned i ulykkestilfælde, er ikke helt på plads …

Nu kunne man bruge disse fejlagtige prognoser til at være skeptisk over for andre teknologiske forudsigelser. Men den udbredte automa­ti­sering handler om meget mere end selvkørende biler, som måske nok er en af de mest komplekse opgaver overhovedet.

I trans­portsektoren er det næste nærliggende skridt måske instal­lationen af sensorer i bilen, der overvåger ikke blot bilens tilstand, men også bilistens kørsel – og dermed den forsik­rings­præmie, der er rimelig. Danske forsikringsselskaber har tidligere tilbudt unge bilister rabat mod en installering af elektronisk fartovervågning, men meget få kunder har valgt at takke ja til det tilbud, selvom besparelsen lød på 30 pct.

Erfaringen viser, hvordan implementeringen af alle de nye teknologier – i en økonomisk forstand – ikke altid bliver mødt rationelt. Andre gange kunne man måske ønske sig, at man klappede hesten derude og koncentrerede sig lidt mere om at få eksisterende løsninger til at fungere optimalt.