ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Flot kvartal fra Coloplast - aktien til tops

Opdateret 12.05 -Første kvartal blev endnu en succeshistorie for Coloplast, der tjente flere penge, end analytikerne havde turdet håbe på. Regnskabsårets første tre måneder giver ledelsen tro nok på det kommende år til en lille opjustering.

Resultatet efter skat landede på 780 mio. kr., hvilket var knap 50 mio. kr. bedre end analytikernes estimater.

Toplinjen viste en samlet omsætning på 3063 mio. kr. - også en spids bedre end ventet, viser tal fra Ritzau Finans.

Coloplast-ledelsen med topchef Lars Rasmussen i spidsen forventer nu en organisk vækst i omsætningen på ca. 8 pct. og omkring 6 pct. i danske kroner mod tidligere omkring 7 pct. organisk og omkring 5 pct. i danske kroner.

”Jeg er meget tilfreds med resultaterne for årets første kvartal. Væksten var bedre end forventet på alle forretningsområder, og vi kan præsentere et samlet resultat, som betyder, at vi kan opjustere omsætningsforventningerne for året,” siger Lars Rasmussen.

Investorerne synes umiddelbart tilfredse med regnskabslæsningen. De har sendt Coloplast til tops i C20 Cap-indekset. Inden regnskabet lå aktien til en fremgang på omkring 1,6 pct., men den kursstigning er mere end fordoblet til 4,3 pct. og kurs 393.

Stomi overrasker positivt

Stomi-divisionen overraskede positivt i kvartalet med en organisk vækst på 10 pct. og en omsætning på 1273 mio. kr.

Det var nogenlunde på niveau med forventningerne i markedet.

"Der var meget tilfredsstillende vækst i samtlige regioner, og særligt Storbritannien, Skandinavien, USA samt Kina bidrog til væksten. Kvartalets høje organiske vækst kan til dels tilskrives et lavt salg i første kvartal sidste år, særligt i Sydeuropa. Hertil kommer, at Rusland i første kvartal i år havde høj vækst, drevet af et øget antal udbud samt lageropbygning hos en nystartet distributør," skriver Coloplast i regnskabet.

Hud- og sårpleje i fremgang

I hud- og sårplejeforretningen var der også pæn fremgang at spore. Her landede den organiske vækst på 17 pct. og omsætningen på 410 mio. kr. Til sammenligning var omsætningen for et år siden 363 mio. kr.

"Kvartalets høje vækst var især drevet af Kina, Grækenland og Brasilien, hvor salget af både Comfeel-hydrokolloidbandager og Biatain-skumbandager var meget tilfredsstillende. Herudover var der fortsat høj vækst i USA. Den europæiske sårplejeforretning havde positiv vækst i første kvartal, hvilket hovedsagligt var drevet af salget af den nye og forbedrede version af Biatain Silicone," skriver Coloplast i regnskabet.

Kontinens bedre end ventet

Coloplasts kontinensforretning udviklede sig en smule bedre end ventet i første kvartal af 2013/14. Det var drevet af specielt Storbritannien.

Omsætningen i divisionen landede således på 1085 mio. kr., mens analytikere estimerede en omsætning på 1067 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af SME Direkt for Ritzau Finans.

I første kvartal 2012/13 var omsætningen i kontinensdivisionen på 1016 mio. kr.

Målt på organisk vækst voksede salget med 7 pct. i første kvartal.

"Den høje vækst i kvartalet skyldtes hovedsagligt Storbritannien, hvor distributørerne øgede lagerbeholdningen. Herudover var forbedringen drevet af især Tyskland og Grækenland, samt af leveringen på et større udbud i Mellemøsten. Omsætningen i USA faldt på grund af ændringen af en større distributørs rabatstruktur," skriver Coloplast om divisionen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis