ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Fem råd der gør dig rig

Langsigtet og konsekvent investering i aktier vil på langt sigt føre til en meget betragtelig formue. Hvis du kan følge disse helt centrale gode råd, har du en nem strategi, der vil gøre dig rig på langt sigt.

1. Spar konsekvent op i aktier.Sæt et fast beløb af hver måned og køb med jævne mellemrum - minimum to gange om året og/eller for mindst 10.000 kroner ad gangen.

Dermed spreder du dine aktieinvesteringer over tid, hvilket på langt sigt udjævner de bølgebevægelser aktiemarkedet altid vil være underlagt og som ingen kan forudsige.

2. Køb alene aktier i sunde virksomheder.Invester kun i virksomheder som ikke har for stor gæld/gearing, giver overskud år efter år, producerer produkter, du kan forstå, har en god ledelse og en professionel bestyrelse.

Brug tid på at sætte dig ind i, hvad virksomheden laver, læs regnskaber, tjek deres hjemmeside og læse analyser fra magasiner, dagblade og på nettet.

3. Spred dine indkøb.I takt med at du opbygger din portefølje skal du sprede dine aktier på flere brancher og sektorer.

Placér op til 20 procent i en billig investeringsforening med globale aktier, for eksempel LD Invest Aktier eller Sparindex DJSI World Index. Hav aldrig mere end cirka 10 procent i én enkelt aktie (Når din portefølje er opbygget).

4. Sælg først, når du skal bruge pengene.Som hovedreglen skal du først sælge dine aktier, når pengene skal omsættes til forbrug.

Undlad at time dine køb og salg i forhold til dine eller andres forventninger til udviklingen på aktiemarkedet - alle kan gætte rigtigt et par gange i træk, men ingen kan gætte mere end 50 procent rigtigt hele tiden.

Skattemæssigt er det mest fordelagtigt at vente så længe som muligt. Sælg kun, hvis de grundlæggende forudsætninger for dit oprindelige køb ændrer sig markant.

5. Vær kold.Følg din strategi og hold fast i dine beslutninger. Den største forhindring mod målet som millionær er dine irrationelle følelser og lyst til at spille på aktier i stedet for at investere i aktier.

Lad være med at tjekke aktiekurser flere gange om dagen, men følg hele tiden med i nyhederne fra de selskaber, du har investeret i, og dem du har i kikkerten til næste køb. Tjek også Penge.dk, der løbende har analyser af forskellige aktier.

Hvis du sparer 1.000 kroner op om måneden i 40 år, inflationen er 2 procent om året og det gennemsnitlige aktieafkast er 6 procent om året, vil du om 40 år have en formue på knap 1,9 millioner kroner, hvilket svarer til cirka 900.000 kroner i nutidskroner.

Denne artikel er bragt i samarbejde med Penge & Privatøkonomi.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis