ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Europa: Banker stopper de tyrkiske fald

De europæiske banker, der har trukket godt ned de seneste to handelsdage, ligger nogenlunde uforandret tirsdag, og det er med til at holde de europæiske aktier oppe.

Der er små stigninger til for eksempel den spanske bank BBVA. Bankens aktier stiger 0,3 pct. Spanien er et af de lande med størst eksponering mod Tyrkiet.

Det brede europæiske indeks Stoxx 600 stiger med 0,3 pct. til lige under indeks 396.

- Eurozonens eksponering mod Tyrkiet er til at klare, da den kun er på 0,5 pct. af BNP og mindre end 1 pct. af bankernes aktiver, men situationen er flydende og kan blive værre, før den bliver bedre, siger strateg i Barclays Emmanuel Cau ifølge Bloomberg News.

På top ti i Stox 600 ligger tre danske selskaber. Rockwool er helt i top, GN Stor Nord på en ottendeplads og Novo Nordisk på en tiendeplads.

I bunden af indekset ligger det britiske mineselskab Antofagasta, der falder med 5,9 pct. efter et regnskab, der viser, at selskabet skal løbe hurtigt i andet halvår for at nå forventningerne, der blev fastholdt.

VESTAS-KONKURRENTER FALDER

Regnskaber fra de to Vestas-konkurrenter, Senvion og Nordex, bedømmes til fald i markedet. Senvion sendes ned med 2,6 pct. til 7,79 euro, mens Nordex sendes ned med 3,5 pct. til 8,60 euro.

Både Nordex og Senvion fastholder forventningerne til 2018, og Nordex ser fortsat et stærkere andet halvår - men påpeger, at udfordringerne i branchen fortsætter.

Faldende vindmøllepriser kan aflæses i regnskabet fra Nordex, som i første halvår måtte se omsætningen skrumpe til 957,1 mio. euro fra 1,5 mia. euro i samme periode sidste år.

Senvion havde stor tilbagegang i omsætningen i første halvår og er fortsat underskudsgivende. I årets første seks måneder faldt omsætningen til 466 mio. euro, svarende til en tilbagegang på 44 pct. på årsbasis.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis