ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ekspert frygter dansk vækst uden nye job

Fra Vestas til Coloplast – de danske virksomheder bliver ofte rost for at skære i omkostningerne. Men bag de lavere udgifter gemmer sig mange tusinde fyringer. En farlig udvikling, mener ekspert.

Siden krisen satte ind er over 200.000 arbejdspladser i det private erhvervsliv gået tabt.

De ryger ofte til fordel for lavere lønninger uden for landet, og hvor det før især var produktionsarbejdspladser, der blev flyttet ud af Danmark, er der en stigende tendens til, at også forskning og udvikling bliver rykket uden for landets grænser.

Det sker som en konsekvens af, at de danske storkoncerner vokser sig større og større, fordi de har et langt mere internationalt udsyn end tidligere, mener Martin Jes Iversen, lektor på Copenhagen Business School, CBS.

I USA kalder man det "jobless growth" - altså vækst uden ny jobskabelse.

"For den danske væksts skyld er det utrolig vigtigt, at vi finder måder, hvor den vækst, de store globale koncerner har, også medfører arbejdspladser herhjemme," mener Martin Jes Iversen.

Læs også: Danske giganter vokser sig større.

Coloplast belønnet

Han fremhæver Coloplast, der gang på gang har fremlagt et voksende overskud. Selskabets omsætning stiger, mens antallet af ansatte falder.

Det bliver belønnet af selskabets aktionærer, der på et år har sendt medico-aktien op med omkring 32,5 pct.

"Det er klart, at det er Coloplasts opgave at skabe merværdi for selskabets aktionærer, men tager man samfundsbrillerne på, er det selvfølgelig et problem, at det sker på bekostning af danske arbejdspladser," mener Martin Jes Iversen.

Kræver paradigmeskift

For at denne udvikling skal vendes, mener han, at virksomhederne skal være mere opmærksomme på, at der kan være fælles interesser mellem virksomheder og samfund, og at det at skabe arbejdspladser herhjemme, også kan være en måde for virksomhederne at skabe vækst.

"Er du i stand til at skabe værdi for det omkringliggende samfund, kan det være med til at skabe vækst for virksomheden. Udfordringen ligger derfor i at belønne virksomhederne for at skabe job herhjemme," mener han.

En opgørelse fra Dansk Industri fra 2010 viser, at outsourcing inden for produktionsvirksomheder til lande med lavere lønninger er markant - og også de videntunge job i blandt andet udviklingsafdelinger flytter med.

Samlet havde det private erhvervsliv i april 2010 mistet 200.000 arbejdspladser, siden konjunkturerne vendte omkring to år før.

Vestas er den danske virksomhed, der har fyret flest i 2010. I oktober annoncerede selskabet 3000 fyringer - omkring 2400 skulle findes i Danmark. Hertil lægges fyringsrunder i februar, marts og august på henholdsvis 56, 125 og 300 ansatte.

Derudover er SAS, Danish Crown, Lindøværftet og Post Danmark blandt dem der har fyret mest i 2010.

SAS fyrede 700, Lindøværftet 400, Danish Crown annoncerede 580 afskedigelser fordelt på fem fabrikker, mens Post Danmark varslede 260 fyringer.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis