ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ekspert: Du investerer bedst selv i obligationer

De danske investeringsforeninger er alt for dyre, og det kan meget bedre betale sig at investere selv i obligationer. Det mener eksperter på området.

Det æder af afkastet, når foreningerne kræver høje forvaltningsomkostninger.

Og da det er svært at dumme sig med danske realkredit- og statsobligationer, giver det langt bedre mening at kaste sig ud i markedet på egen hånd, mener Rune Wagenitz Sørensen, der er direktør i rådgivningsvirksomheden Uvildige.dk.

"Har man aldrig nogensinde prøvet at investere noget før, er det klart, at det kan virke overvældende. Men har man bare den mindste grad af indsigt i denne verden, kan man nemt og uden omkostninger kaste sig ud på markedet," siger han til borsen.dk.

Læs også: Danskerne foretrækker investeringsbeviser

Gælder også uden for Danmark

Og det er ikke bare indenfor danske obligationer, at det kan betale sig at gøre det selv.

Med investeringer i udenlandske papirer er det godt nok fornuftigt at bruge fonde eller foreninger, da det kan være svært at sammensætte en portefølje med spredt risiko på egen hånd.

Men danskerne går ofte galt i byen, når de vælger den nemme løsning – investeringsforeningerne i landets store finansielle institutioner, mener Rune Wagenitz Sørensen.

For ofte er der langt lavere omkostninger i de udenlandske børshandlede fonde eller ETF'ere (Exchange Traded Funds), som man kan investere i blandt andet gennem internethandlere, forklarer han.

"Det er ligeså let som at handle en dansk investeringsforening, man skal bare se sig godt for, når man gør det. Jeg har set eksempler på, at de større banker slet ikke har ETF'ere, eller at de tager et gebyr på 0,3 pct. for at opbevare papirerne, mens internethandlerne slet ikke har de omkostninger."

Bekræftes af analyse

En omfattende undersøgelse fra CBS udarbejdet af blandt andet professor Jesper Rangvid viser, at der ikke er sammenhæng mellem høje omkostninger og afkast på investeringsforeninger med obligationer.

Man kan altså ikke umiddelbart betale sig til et højt afkast, ligesom det er svært for den private investor at gennemskue omkostningerne.

"At størrelsen af omkostningerne kan have stor betydning for udviklingen i formuen er ikke mindst tilfældet, når det drejer sig om pensionsinvesteringer. På kort sig har nogle afdelinger i investeringsforeninger måske højere afkast end andre, men på langt sigt kan omkostningerne betyde meget, eftersom pengene forrentes i flere årtier," lyder det i rapporten, der har kortlagt ud fra data frem til 2004.

Mange penge at spare

Og regnestykket er ifølge Rune Wagenitz Sørensen ganske klart: Hvis man til eksempel investerer 1 mio. kr. over 20 år, og får en halv pct. mere i afkast som følge af lavere investeringsomkostninger, så er der 175.000 kr. mere at gøre godt med.

Pt. kan det i mange tilfælde slet ikke betale sig at købe en investeringsforening med korte obligationer, forklarer rådgiveren.

"Tænk på, at det koster minimum 0,5 pct. i forvaltning, og at renterne ligger omkring 1,5-2,5 pct. på korte obligationer. Det giver et afkast på omkring 1-2 pct., men samtidig kan man få omkring 3 pct. i rente ved at binde renten i nogle år på en højrentekonto."

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis