ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Ekspert: Det slider på tilliden til Schur

Det er ikke kun Anders Eldrup, der kan kritiseres i forbindelse med den prekære afskedigelse af topchefen i Dong Energy. Også bestyrelsesformand Fritz Schurs håndtering af sagen er kritisabel, mener flere eksperter.

Mandag lød det fra Fritz Schur, at afskedigelsen af Anders Eldrup var "absolut uden drama" og at der var tale om en gensidig aftale mellem topchef og bestyrelse.

Et døgn efter blev det klart, at Eldrup fyres, fordi bestyrelsen har "mistet tilliden" til topchefen på grund af de "usædvanlige ansættelse- og fratrædelsesvilkår han har givet enkelte nøglemedarbejdere".

"Det her handler om troværdighed. Næste gang Fritz Schur bruger ordet 'udramatisk' i brug, kan det være svært at tro på. Han slider på sin egen troværdighed ved en sådan udmelding," siger Martin Jes Iversen, der er CBS-lektor og ekspert i dansk virksomhedshistorie og ledelse.

Læs:Dongs direktion går fri

Falder tilbage på formanden

Hele sagen om aflønning i det statslige energiselskab falder ikke kun tilbage på Anders Eldrup, men også på Fritz Schur, mener Iversen.

"Han (Fritz Schur, red.) er ikke nogen novice, hverken i bestyrelsessammenhæng eller i Dong. Der har tydeligvis været en uklarhed mellem bestyrelse og direktion om, hvor ansvaret for den daglige ledelse ligger og i hvilket omfang direktionen skal informere bestyrelsen. En formand burde have haft større kontrol over dette," siger han.

Schur sidder for bordenden i de statslige selskaber SAS og Post Norden – og i 17 andre selskaber. Han har været i Dong i fem et halvt år.

Læs:Milliardær med venner i Venstre og kongehuset

Bliver hængt ud

Anders Drejer, der er professor i ledelse ved Aalborg Universitet, mener, at bestyrelsen hænger Anders Eldrup unødvendigt ud offentligt.

"Den (sagen, red.) er relativ usædvanlig, fordi bestyrelsen nu hænger Anders Eldrup ud, uden at han tilsyneladende har haft mulighed for at forsvare sig," siger Anders Drejer til Ritzau.

Selvom Eldrups aflønning af sine nøglemedarbejdere er blevet givet som forklaring til afskedigelsen, så kan der også være en anden, mener Martin Jes Iversen.

"Der tegner sig et billede af, at der har været en ulmende uenighed mellem topchef og bestyrelsesformand omkring strategien i Dong. Særligt når det kommer til milliardsatsningerne på vindenergi, og dette kan være en kærkommen lejlighed for Fritz Schur til at slippe af med Anders Eldrup," siger Martin Jes Iversen.

Læs:Dong-ekspert: Uenighed om strategi kan være fyringsgrund

Lønninger er høje

Før de uvildige jurister fremlægger en endelig rapport, der viser, hvor meget Eldrup har givet inderkredsen i løn og fratrædelse, er det svært at afgøre, om de har været urimelige, forklarer han videre.

"Det er svært at sætte sig som dommer over, hvor et lønniveau skal ligge. Men er vi ovre i millionstore fratrædelsesaftaler på lavere niveau end direktionsniveau, så er vi ude i noget meget usædvanlig," siger han.

Anders Eldrup udtaler selv, at han har givet de ansatte en løn, der er "fastlagt ud fra en forretningsmæssig vurdering af, hvilke vilkår tilsvarende specialister har i det private erhvervsliv."

Og at lønningerne inden for energisektoren er høje, bekræfter Martin Jes Iversen.

"Det er et helt plausibelt argument, Anders Eldrup fremlægger. Olieudvinding er noget af det mest højtlønnede vi har herhjemme og internationalt," siger han.

Læs:Forgyldt direktør fritaget fra tjeneste i Dong

Anders Eldrups har siddet 11 år som topchef i det statslige energiselskab. Advokatundersøgelsen, der skal klarlægge de vilkår, han har ansat sin inderkreds under, bliver fremlagt om 14 dage, meddeleler Dong i dag.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis