ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Efter topchef-afsked i Lauritz.com: Her er alle møgsagerne

Auktionshuset Lauritz.com har været i strid modvind siden børsnoteringen i juni. Aktiekursen har samtidig opført sig som en synkende skude og er mere end halveret.

Nu har topchef Mette Rode Sundstrøm meddelt, at hun træder tilbage i år efter at have siddet på pinden i 12 år. I stedet vil hun indtræde i bestyrelsen. Aktionærerne reagerer på nyheden ved at sende aktiekursen op med over 9 pct. i skrivende stund.

Her er fem udvalgte møgsager, der udover regnskabsmæssige nedjusteringer har tynget auktionshuset siden børsnoteringen i Sverige i sommeren 2016:

1) Den turbulente børsnotering

Lauritz.com skulle have været børsnoteret d. 9. juni sidste år. Men 18 minutter før, at aktien skulle have været handlet for første gang, blev børsnoteringen udskudt.

Forklaringerne var flere: Først meldte virksomheden, at den ikke levede op til likviditetskrav fra Finanstilsynet. Siden afviste Finanstilsynet, at det havde spillet en rolle i aflysningen.

Senere lød forklaringen, at der var sket en teknisk fejl, indtil selskabet til sidst skrev, at "der er behov for mere tid til at opbygge og gennemføre en mere solid aktionærkreds i selskabet til en reduceret aktiepris."

Børsnoteringen endte med at ske d. 22. juni 2016 til en skrabet udbudspris på 15 svenske kroner mod en oprindelig pris i intervallet 19-21 svenske kroner.

2) Mislykket ejendomssalg


I september 2016 meddelte virksomheden, at et ejendomssalg var gået i vasken. I børsprospektet stod der ellers, at der var 51 mio. kr. på vej i kassen, for den pågældende ejendom på Rovsingsgade i København var blevet solgt.

Men køberen trak sig. I børsprospektet stod der intet om, at det var muligt for køberen at komme ud af aftalen. Siden har selskabet ikke udsendt yderligere forklaringer om, hvad der gik galt.

"Lauritz.com vil fortsætte med projektet, hvilket inkluderer at finde en ny køber af ejendommen. Ejendommen vil efter ombygning blive anvendt til et Lauritz.com auktionshus nummer to i København såvel som hovedkontor for selskabet," skrev Lauritz.com i meddelelsen i september.

Den mislykkede aftale indebar, at Lauritz.com skulle betale for en total ombygning af den nedslidte lagerhal, hvilket ville koste op til 100 mio. kr. ifølge Berlingske. Virksomheden selv vil endnu ikke oplyse, hvad projektet forventes at løbe op i.

3) Auktionshuse bløder


Berlingske Business bragte i oktober en artikel om, at økonomien hos en række af de Lauritz.com-auktionshuse, der ejes af selvstændige partnere, skranter.

Ud af otte havde fem af dem regnskaber med et going-concern afsnit på grund af usikkerhed om fortsat drift. I tre af dem var egenkapitalen sågar tabt.

Mette Rode Sundstrøm mente dog ikke, at det var så slemt, og forklarede til Berlingske, at "en partner bestemmer selv, hvor meget de ønsker at hæve i løn til sig selv, og hvorvidt de skal have bil, pension, bestyrelseshonorar osv."

4) Mistænkelige og uigennemskuelige bud

Lauritz.com er plaget af falske bud på varer, hvor nogle kunder bevidst forsøger at byde prisen på varer op uden intention om at købe dem, ifølge Berlingske Business.

Det sker ved, at kunden køber en vare, fortryder købet og byder igen - til en højere pris. En adfærd, der er blevet betegnet som mistænkelig i Berlingske.

Mette Rode Sundstrøm afviste problemet i et skriftligt svar til mediet.

5) Insiderhandel

I januar berettedeBerlingske Business, at driftsdirektør Henrik Engmark overtrådte markedsmisbrugsreglerne, da han købte stort op i selskabet og undlod at indrapportere det til Finanstilsynet.

Det skete i forbindelse med kvartalsregnskabet i november, hvor han handlede på regnskabsdagen og i kølvandet efter. 

Det blev beskrevet som "ud over grænsen og i sig selv ulovligt efter reglerne om markedsmisbrug," af professor på Juridisk Institut på Aarhus Universitet, Paul Krüger Andersen, til Berlingske Business.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis