ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Efter aktieuroen: Her er C25's vinder- og taberaktier

Det globale aktiemarked har haft en dramatisk start på 2018. 

Efter den store kurslussing på det amerikanske marked i slutningen af januar, bød februars start på røde tal over hele linjen, men i fredags begyndte aktiemarkederne generelt at lyse svagt grønt.

Markedets rutsjebanetur har indtil videre gjort, at størstedelen af det danske C25-indeks generelt er faldet siden 26. januar. 

Men for nogle af eliteaktierne i C25 er det lykkedes at komme ud på den anden side af turbulensen med stigninger. Her følger et overblik over de aktier, der har klaret sig bedst - og dem, der har klaret sig dårligst.

TDC indtager en klar førsteplads, men falder lidt uden for kategori. Aktien er steget 23 pct. pga. først opkøbsrygter og senest et forhøjet bud, som TDC's bestyrelse blåstemplede mandag.

Regnskabernes relevans

I det hele taget påpeger analysechef hos Sydbank Jacob Pedersen, at regnskaberne, der er faldet i perioden, har stor indflydelse på, hvor virksomhedernes aktier befinder sig henne.

Ifølge ham var aktie-nedturen ikke er tegn på et aktiekrak, men har tværtimod været undervejs i et længere stykke tid.

Han peger på, at Danmark ikke er lige så hård ramt, fordi aktierne har været svage, siden tredje kvartalsregnskaberne blev offentliggjort.

"Vi er ikke så hårdt ramt på indeks-niveau, som de er i resten af verden igennem den korte korrektionsperiode. Vi tog forskud på tingene allerede tilbage i november, hvor aktierne faldt med 8 pct.," siger han.

Bør ikke frygte fremtiden

Selvom de danske aktiers fald var i tæt sammenhæng med de regnskaber der blev offentliggjort, bør det ikke påvirke markedet på på længere sigt.

"Virksomhederne har leveret svagere regnskaber end forventet. Men når jeg ser på den fundamentale udvikling hos selskaberne, så er der al mulig grund til at forvente, at det kun er en korrektion," siger analytikeren.

Selvom han forventer, at korrektionen kan fortsætte lidt længere, ser fremtiden lys ud, mener Jacob Pedersen.

"Vi kigger ind i et første halvår hvor der kommer mange gode nøgletal, som vil være med til at understrege, at økonomien har det rigtig godt," siger han.


Top tre

2) FLSmidth & Co

Beton - og minegiganten kommer ud i grønt efter markedets nedtur.  

Efter at have præsenteret et 2017-regnskab, som ramte plet i forhold til analytikernes forventninger, er virksomheden på andenpladsen med en stigning på 8,29 pct. 


3) Vestas 

Vindmøllekongen Vestas kunne i sidste uge præsentere et skuffende regnskab, hvor forventningerne for det kommende år var sat ned fra 12,4 pct. til mellem 9 og 11 pct. 

Men på trods af nedjusteringen belønnede investorerne virksomheden. 

Det resulterer i, at den danske virksomhed ender med at komme ud af korrektionen med en stigning på 5,94 pct.


4) Pandora

Smykkeselskabets regnskab for fjerde kvartal, og dermed for hele 2017, var af let skuffende karakter.  

Det satte sig på aktiemarkedet, hvor Pandora på regnskabsdagen havde en hård start. Alligevel vendte aktien sidst på dagen, og Pandora-aktien steg. 

Pandora ender ud efter kurskaosset med en stigning på i alt 4,78 pct., og ender i selskab med TDC, FLSmidth, Vestas og Ørsted i den grønne ende af skalaen.


Bundskraberne

25) Novo Nordisk

Et skuffende salg for slutningen af 2017 hos medicinalgiganten betød straf fra investorerne. 

Flere finanshuse justerede samtidig deres kursmål i negativ retning, og virksomheden led i den røde aktiekorrektion.

Novo Nordisk skraber derfor bunden, og er siden 26. januar faldet 13,42 pct.  


22) Novozymes 

Novozymes lyser også rødt efter rundturen, og er faldet tredjemest i C25.
  
Virksomhedens regnskab skuffede i fjerde kvartal, hvor de landede under forventningerne med en omsætning på 3673 mio. kr. mod ventet 3753 mio. kr.

I dag er Novozymes-aktien faldet 8,73 pct., siden kurslussingen. 


21) Carlsberg

Også Carlsberg ligger langt nede på C25's samlede tab. De står tilbage med et tab på 8 pct. siden slutningen af januar. 

De kom i sidste uge frem med et regnskab, hvor de omsatte for knap det forventede, men hvor bundlinjen skuffede markant. Det viste sig på det danske aktiemarked, hvor Carlsbergs aktie tog et dyk samme dag. 






Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis