ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dong-aktien falder efter nederlag i hollandsk vindudbud

Dong Energy lider et stort nederlag i budkampen om opførelse af de to hollandske vindmølleparker Borssele III og IV på samlet 680 megawatt, som blev vundet af et konsortium bestående af Shell, Van Oord, Eneco og Mitsubishi/DGE med et bud på 54,50 euro per megawatt-time.

Vinderbuddet slår dermed klart den pris, som Dong Energy vandt med under budrunderne på de tilstødende Borssele I og II-projekter, som det danske selskab tilbage i juni vandt retten til at bygge til en pris på 71,70 euro per megawatt-time. Buddet er samtidig tæt på det rekordlave bud på 49,90 euro, som Vattenfall vandt med i forbindelse med udbuddet af det danske projekt Kriegers Flak på 600 megawatt.

Mange havde ifølge branchemediet Recharge News forventet, at Dong Energy også ville vinde Borssele III og IV, da det var ventet, at selskabet kunne udnytte synergier ved at bygge alle fire projekter og dermed kunne presse budprisen ned.

Mens Dong står tilbage som den store taber i denne omgang, så kan sejren til Shell-konsortiet været godt nyt for MHI Vestas Offshore Wind, som ifølge Windpower Monthly er blevet udnævnt til at være foretrukken leverandør af møllerne til projektet.

Aktien i Dong Energy falder tirsdag 2,9 pct. til 235,70 kr., mens Vestas-aktien topper i C20 med en stigning på 1,1 pct. til 403,30 kr.

/ritzau/FINANS


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis