ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske aktier sendt ned af flykatastrofe

Det danske aktiemarked reagerede temmelig kraftigt fredag på torsdagens tragiske nyhed om, at et malaysisk passagerfly var styrtet - formentlig skudt - ned over det østlige Ukraine.

Nyheden kom nemlig efter dansk børslukketid torsdag, hvor de fleste europæiske markeder fortsat var åbne og faldt brat. Fredag var de danske aktier derfor hårdere ramt af den fornyede usikkerhed, end markederne rundt om i Europa var.

Regnskaber i skyggen

Og også Israels landoffensiv i Gaza var med til at lægge en nervøs klangbund under handlen.

"Det er det, der præger stemningen på markedet og trænger regnskaberne i baggrunden. Vi har ellers fået fornuftige regnskaber fra USA og lidt blandet fra Sverige, men det bliver overskygget af det, der sker især i Ukraine," siger Ole Kjær Jensen, afdelingschef i Sydbank, til Ritzau Finans.

"Omsætningen er desuden stadigvæk begrænset på grund af ferien," tilføjer han.

Få og små plusser

De cykliske aktier Vestas og FLSmidth blev hårdt ramt af usikkerheden med fald på henholdsvis 1,3 og 2,3 pct. Blot tre C20-aktier endte i plus, nemlig Novozymes, Coloplast og Pandora, der steg henholdsvis 0,04, 0,2 og 0,8 pct.

Også Carlsberg, der er stærkt eksponeret mod Østeuropa, havde en skidt dag og endte 1,7 pct. lavere i kurs 572. Samlet faldt C20 Cap-indekset med 0,9 pct. til 798,06.

Mærsk-aktierne slap heller ikke for kursfald, selv om Maersk Line annoncerede rateforhøjelser på de vigtige Asien-Europa-ruter. Rederiet har tænkt sig at hæve raterne for ruterne mellem Asien og Europa med 450 dollar per tyvefodscontainer (teu). Rateløftet skal have effekt fra 1. august, skrev nyhedsbureauet Reuters. Mærsks B-aktie sluttede dog 1,1 pct. lavere i kurs 13.240.

Hævet anbefaling af Nordea

Fra morgenstunden kom endnu en svensk storbank, Swedbank, med regnskab, der var bedre end ventet, efter at både Nordea og Handelsbanken præsenterede halvårstal torsdag, og SEB var på banen tidligere på ugen.

Jyske Bank hævede anbefalingen af Nordea-aktien til "stærkt køb" fra "køb", fremgik det af en analyse fra banken.

"Gennem effektivisering og fokusering er det lykkedes Nordea at reducere omkostningsniveauet, så banken nu er fuldt på niveau med sine konkurrenter. Nordea kan således nu for alvor bruge kræfterne på at øge indtjeningen fra den store kundebase med ca. 10 mio. kunder," skriver banken.

Nordea-aktien faldt dog 1,2 pct. til 74,85 kr. på børsen i København.

Nye aktier fra Aab

Fodboldklubben AaB var i en periode den mest stigende aktie på den danske børs med et plus på mere end 5 pct. i en periode. Investorerne blev tilsyneladende umiddelbart begejstrede for det prospekt, klubben har udsendt om sin kommende fortegningsemission.

I forhold til tidligere meddelelse var der dog kun begrænset nyt i prospektet, blandt andet tegningsperioden og detaljer om risici. Aktien endte da også uændret i 2,60 kr.

De nye AaB-aktier udbydes med fortegningsret for AaB-aktionærer i forholdet 1:17, således at en gammel aktie giver ret til tegning af 17 nye aktier. Der er tegning i perioden fra 4. til 15. august, begge dage inklusive.

Senere blev det desuden afgjort, at AaB skal møde enten kroatiske Dinamo Zagreb eller litauiske Zalgiris Vilnius i tredje runde af kvalifikationsturneringen til Champions League.

FC København skal op mod den ukrainske klub Dnipro Dnipropetrovski i tredje runde af kvalifikationsturneringen til Champions League. Parken-aktien endte 0,7 pct. højere i 75,50 kr.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis