ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Danske aktier hægtet af europæisk fremgang

Det danske aktiemarked er i rødt onsdag middag til trods for, at de øvrige europæiske markeder har travlt med at indhente de stigninger, de amerikanske aktier indkasserede i slutspurten i tirsdagens handel.

De toneangivende indeks i Europa ligger med stigninger på 2-3 pct., men det danske C20-indeks falder 0,8 pct.

Det skyldes en række negative selskabsspecifikke nyheder, samt at sværvægteren Novo Nordisk, der vejer omkring 40 pct. i indekset, falder 1,4 pct.

- Det overordnede marked er stadig præget af gældskrisen, men vi får et rally i de europæiske aktier i dag på grund af rygter om rekapitalisering af de europæiske banker. Det fik de amerikanske aktier til at stige, men Danmark er hægtet af, siger afdelingschef Ole Kjær Jensen fra Sydbank.

DSV ligger med et fald på knap 4 pct. til kurs 92,25, efter at Danske Markets har sænket sit kursmål på aktien fra 135 kr. per aktie til 110 kr. per aktie. Det sker grundet udsigten til en afmatning af den europæiske økonomi.

I sin morgenberetning fortæller Danske Markets, at man har skåret sine estimater for indtjeningen per aktie 7-12 pct. for perioden 2011 til 2013.

"Vi mener, at DSV vil lande marginalt under sine egne forventninger i 2011. Vi er også blevet mere skeptiske omkring indtjeningen i 2012 grundet DSV's markante eksponering mod den europæiske handel," skriver Danske Bank.

Banken fastholder dog anbefalingen "køb".

Bankerne ligger pænt rundt omkring i Europa, efter at Financial Times har kunnet fortælle, at Europas finansministre er gået i gang med at undersøge, hvordan man bedst muligt kan rekapitalisere den finansielle sektor, efter man blev enige om, at yderligere støttende tiltag er nødvendige.

Men Danske Bank falder 0,9 pct. efter gårsdagens massive fald på 7,9 pct.

Carlsberg falder 1,7 pct. til kurs 317, efter det franske børshus Exane BNP Paribas har sænket sit kursmål på aktien. Analytikerne forudser vanskeligere tider for bryggerisektoren og skærer sine kursmål på fire af de store spillere, heriblandt Carlsberg. Det fremgår af Bloomberg News.

Sænkningen sker med henvisning til, at Exane er blevet mere pessimistisk, når det kommer til udviklingen i efterspørgselen efter øl, prisudviklingen samt råvarepriserne.

Kursmålet for den danske bryggeriaktie sænkes med 14 pct. fra 455 kr. til 390 kr.

"Trenden er sænkede kursmål i øjeblikket, og selvom kursmålene mange steder ligger over det aktuelle kursniveau, presser det aktien," konstaterer Ole Kjær Jensen.

Mærsk-aktien stiger knap 1 pct. En talskvinde for det japanske handelsselskab Marubeni siger, at selskabet sammen med rederiet Teekay vil byde på Mærsks LNG-forretning, som er sat til salg. Det skriver Bloomberg News.

/Ritzau Finans/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis