ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsbergs erobringer imponerer analytikere

Carlsberg er med sit milliardopkøb af Scottish & Newcastle absolut markedsleder i Rusland, og de nye erobringer af markedsandele i første kvartal er både vigtige og flotte, vurderer bankerne.

Carlsberg har i årets første tre måneder øget sin markedsposition i Rusland til 39,9 pct., hvor andelen i 2008 lød på 38,4 pct. Det traditionelt svage kvartal ser overordnet pænt ud med en primær drift på 788 mio. kr. - bedre end ventet i markedet.

"Det er vigtigt, at Carlsberg vinder terræn i Rusland, og en fremgang i markedsandele på 1,5 procentpoint er rigtigt flot. Der er endnu ikke tegn på, at den russiske forbruger er begyndt at handle ned," siger aktieanalytiker Jens Houe Thomsen til borsen.dk.

Erobringen af markedsandele er vigtig, da det øger sandsynligheden for, at Carlsberg også tager markedsandele næste gang, det russiske ølbo gøres op.

Baltika gør rent bord

Jens Houe Thomsen hæfter sig ved det positive i, at vi nu ser effekterne af de - med succes - gennemførte prisstigninger i Rusland. Selvom effekten var ventet, ser analytikeren det som vigtigt at få effekten endeligt bekræftet.

Der har været stor fokus på nedgangen på det russiske marked, og kvartalet viste også et volumenfald på 7 pct., mens Carlsberg reducerede sit fald til 5 pct. i regionen.

"Det er selvfølgelig ikke godt med faldende volumen, men markedet ser ud til at have sat sig, og markedslederen har sat sig på, hvad der er at gøre med i øjeblikket," vurderer bryggerianalytikeren.

Han ser det som særdeles positivt, at Carlsberg fastholder sin tro på et årssalg på 63 mia. kr. og en primær drift på mindst 9 mia. kr. Jens Houe Thomsen har derfor ingen planer om at ændre på sine estimater, der giver Carlsberg en købsanbefaling.

Styrket ud af krisen

Carlsberg satte analytikerne til vægs, når det kommer til indtjeningen i Østeuropa. Den primære drift steg til 695 mio. kr., hvor markedet i snit ventede et driftsresultat på 518 mio. kr.

Flere banker herhjemme såvel som i udlandet understreger i deres umiddelbare reaktioner til investorerne også det vigtige i Carlsbergs fremgang på det russiske marked, hvor bryggeriet Baltika har sat sig endnu tungere på markedet.

Blandt konklusionerne er, at Carlsberg igen har overgået sine konkurrenter og med kvartalets øgede markedsandel i Rusland har forbedret sin position i et svagt marked og vil komme ud endnu stærkere på den anden side af krisen.

Banker hæver estimater

Flere finanshuse vurderer, at de oven på kvartalets resultater vil foretage ændringer i deres kursmål på bryggeriaktien samt i forventningerne til Carlsbergs primære drift - i den positive retning.

Et overtal af analytikerne har allerede købsanbefalinger på Carlsberg, der går efter at vippe Heineken af tronen i Europa inden for to år.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis