ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsberg: Tilbage på vækstsporet i Rusland

Nye tal viser, at Carlsberg i april atter formåede at øge sin russiske markedsandel efter at være gået tilbage i første kvartal. Samlet for første kvartal var bryggeriets markedsandel på 39,1 pct., mens andelen var steget til 40,4 pct. i april.

Det skriver Børsen fredag.

"Vi går frem, og det beviser for mig, at vi som markedsleder vinder på krisen og på den øgede regulering. Vi er tilbage i vækstsporet i Rusland. Hele markedet ligger stadig lavere end før krisen, men nu går det i den rigtige retning, og vi vinder hele tiden markedsandele," udtaler Anton Artemiev, direktør for Baltika - Carlsbergs russiske datterselskab, til Børsen.

Endvidere vurderer ledelsen i Baltika ifølge Berlingske Business, at de russiske politikere vil fjerne flere af de mest vidtgående forslag i en ny lovpakke, der har til formål at begrænse alkoholforbruget. Dog står det klart, at der kommer stramninger, der kan ramme Carlsberg.

Formanden for brancheorganisationen Union of Russian Brewers samt HR-direktør i Baltika, Daniil Briman, understreger, at de russiske politikere i Dumaen stadig diskuterer mere end 30 forskellige forslag.

Men Daniil Briman forventer også, at politikerne kun gradvist vil indføre ændringer, så bryggerierne og detailhandlen får tid til at omstille sig. Forslaget om et helt eller delvist forbud mod ølsalg i småkiosker og udendørs salgssteder er stadig højt på dagsordenen, men overgangsperioden vil sandsynligvis blive længere end oprindeligt planlagt.

"Et totalforbud mod ølsalg i gadeboder og småkiosker er bestemt realistisk, men de 300.000 russere, der arbejder i de små kiosker vil få store problemer, hvis det bliver gjort med kort varsel. Politikerne diskuterer nu derfor forskellige modeller for gradvise ændringer," siger Daniil Briman til Berlingske Business.

Ifølge analytikere vil et totalforbud ramme Carlsbergs russiske salg hårdt, og i givet fald kunne mærkes tydeligt i hele Carlsberg, idet halvdelen af bryggerikoncernens samlede driftsindtjening kommer fra Rusland. Anton Artemiev understeger dog, at salget i forvejen bevæger sig væk fra gadeboderne, og at supermarkederne overtager store dele af kioskernes ølsalg.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis