ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsberg ser gode øl-synergier i opkøb

Carlsberg i Malaysia har indgået en aftale om at købe Carlsberg i Singapore for omkring 550 mio. kr. Det skal skabe nye synergier, da Carlsberg Singapore i øjeblikket køber sit øl af en tredjepart.

"Når vi taler om synergier, taler vi først og fremmest om, at Carlsberg Singapore skal have sit øl fra Carlsberg Malaysia, hvor de i dag får det fra San Miguel. Det er jo billigere at købe det fra et andet Carlsberg-selskab," siger pressechef i Carlsberg, Jens Peter Skaarup, til nyhedsbureauet Direkt.

Han understreger, at man dermed vil kunne udnytte bryggeriet i Kuala Lumpur bedre, dog uden at sætte tal på, hvor meget der kan spares på den manøvre.

Ifølge en meddelelse fra Carlsberg Malaysia har dette købt Carlsberg Singapore af Carlsberg Breweries. Da de to parter er meget tætte på hinanden, med ledelsesmæssige overlap, vil der være tale om en intern handel.

"Det foreslåede opkøb og den kommende ekspansion vil komme Carlsberg Malaysia til gode strategisk, da det er et godt fit. Ølmarkedet i Singapore er attraktivt, og Carlsberg Singapore er et succesfuldt, veldrevet og profitabelt selskab. Ydermere er der et finansielt rationale for opkøbet, da der er signifikante synergier at realisere," udtaler adm. direktør for Carlsberg Malaysia, Søren Holm Jensen, i meddelelsen.

Thomson Reuters fortalte i april efter et interview med Søren Holm Jensen, at Carlsberg Malaysia sad med en pengepose på 227 mio. ringgit, der skulle bruges på opkøb i Asien til at diversificere indtjeningen.

Carlsberg Malaysia er 51 pct. ejet af Carlsberg Breweries, som ejer 100 pct. af Carlsberg Singapore.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis