ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsberg overvejer reaktion på momsstigning

Carlsbergs britiske afdeling forholder sig fortsat afventende ovenpå momsstigningen på øl fra 15 pct. til 17,5 pct., der trådte i kraft den 1. januar i år.

Stigningen har straks fået Heineken til at hæve priserne på sine produkter, men en sådan beslutning er stadig på udviklingsstadiet hos Carlsberg.

"Vi har ikke taget nogen beslutning omkring eventuelle prisstigninger endnu. Det er til overvejelse for tiden. Det har sådan set også været godt kommunikeret ud. Stigningen blev allerede meddelt i december 2008, da man sænkede momsen til 15 pct. Det har hele tiden været meningen, at den skulle stige til 17,5 pct. igen i januar 2010. Men stigninger bliver naturligvis aldrig vel modtaget af hverken os eller vores kunder," siger Adam Withrington, der er kommunikationsmedarbejder hos Carlsberg UK, til nyhedsbureauet Direkt.

Det interessante ved en eventuel prisstigning fra Carlsberg er, hvilken effekt det får på konkurrenceevnen.

Carlsberg har længe kæmpet for at vinde markedsandele i Storbritannien, og gennem de seneste år er det ifølge Adam Withrington begyndt at bære frugt - blandt andet gennem overtagelsen af Scottish & Newcastle i januar 2008 i samarbejde med netop Heineken.

Carlsberg betalte ved den lejlighed omkring 60 mia. kr. for sin andel af det skotske bryggeri.

"Vi diskuterer naturligvis altid vores konkurrencedygtighed; dermed også i denne sammenhæng. Men hvis man kigger på præstationen af vores brands i 2009, så er vi mere end konkurrencedygtige. Det har været et godt år for Carlsberg, og vi har løftet både volumenerne og profitabiliteten. Blandt andet gennem en stor succes med San Miguel, som vi fik ind i porteføljen efter overtagelsen af Scottish & Newcastle," siger han.

Han påpeger dog også, at momsstigningen ikke er så slem for Carlsberg, som afgiftsstigningerne fra regeringens side. Over de seneste 12 måneder har regeringen løftet sine afgifter på øl med 20 pct.

"Momsstigningen er ikke nær så stort et problem for os, som regeringens hævede afgifter. De er steget meget henover det sidste år, og det giver et stort pres på både os og vores kunder," konstaterer Adam Withrington.

Hollandske Heineken, der sidder med den største markedsandel på det britiske ølmarked, annoncerede i starten af ugen stigninger i engrospriserne på både øl og cider i Storbritannien i januar.

Der er tale om en stigning på 4 pence pr. pint på øl, mens prisen på cider stiger med 5 pence pr. pint. Prisstigningerne på øl træder i kraft den 11. januar, mens de nye priser for cider får effekt fra 1. februar. Med prisstigningerne står de britiske pubejere over for en stigning på 11 pund pr. tønde øl og 15 pund pr. tønde cider.

Nyhedsbureauet Direkt

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis