ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsberg dansede på randen af katastrofe

Uden at vide det var Carlsberg på nippet til at miste balancen og ryge ud i en katastrofe, da virksomheden i 2008 skulle finansiere købet af Scottish & Newcastle.

Det fortæller bestyrelsesformand Povl Krogsgaard-Larsen til Nyhedsbrev for bestyrelser.

Aktieemissionen var garanteret af den amerikanske bank- og finanskoncern Lehman Brothers, og en klog beslutning hos ølgiganten sikrede, at de ikke røg med i faldet, da Lehman Brothers krakkede den 15. september 2008.

”I april 2008 havde vi lige overtaget Scottish & Newcastle, og det skulle vi have finansieret med en aktieemission. Vi diskuterede, hvornår det var bedst for Carlsberg at lave den – i forsommeren eller senere i 2008. Vi blev enige om at klare det i forsommeren. Det tog omkring halvandet måned, og vi reddede 30,5 mia. kroner i land, så vi kunne betale Scottish & Newcastles aktionærer,” siger Povl Krogsgaard-Larsen, der mener, at aktieemissionen aldrig havde ladet sig gøre uden Lehman Brothers.

Om beslutningen var klog eller bare rent held kunne Povl Krogsgaard-Larsen ikke svare entydigt på:

”Man er aldrig 100 pct. heldig eller 100 pct. klog. For mit vedkommende kunne jeg ikke lide at gå og vente på at få aktieemissionen i gang. Der var jo uro i luften, efter de amerikanske realkreditstrukturer vaklede. Tænk, hvis vi havde ventet! Vi havde overtaget Scottish & Newcastle og aktionærerne skulle have deres penge. Hvis vi for eksempel kun havde fået 12-15 mia. kroner ud af aktieemissionen, skulle vi dække de resterende 16-19 mia. med yderligere bankgæld. Så voldsomt var det. Det havde ikke været nemt at finansiere i efteråret 2008.”

Carlsberg fik med aktieemissionen udstedt 76 mio. aktier og fordoblede dermed deres aktiemængde.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis