ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsberg-boss: Vi vokser mere end normalt i år

Markedslederen Carlsberg har i 2009 taget en markant luns af det russiske vækstmarked. Og tendensen vil fortsætte året ud, lyder det skråsikkert fra bryggeriets adm. direktør Jørgen Buhl Rasmussen.

Carlsbergs russiske datter, Baltika, sidder tungt på Rusland og har i første kvartal øget sin markedsandel i landet fra 38,4 pct. til 39,9 pct. Analytikerne kalder springet markant, og Carlsbergs ledelse forventer mere af samme skuffe.

Jørgen Buhl Rasmussen konstaterer tilfreds, at der ikke har været mange kvartaler med så stort et spring i markedsandele.

"Jeg føler mig ret overbevist om, at vi vil tage større markedsandele i år end normalt. I disse tider er det for en stærk virksomhed som os muligt at tage markedsandele frem for mindre stærke virksomheder," siger Jørgen Buhl Rasmussen til borsen.dk.

Hvordan vil I overføre væksten i markedsandele til reel økonomisk vækst?

"Det er ikke nok med volumenvækst - værdien skal med. Men vi sælger mere eller mindre det samme produktmiks til øgede priser, så det er ikke noget med at sælge billigt for at øge volumenandel. Vi får endda flere penge for den samme mængde, end vi gjorde tidligere," forklarer topchefen.

Flere banker har oven på dagens regnskab gentaget deres tro på, at Carlsberg kan vende finans- og økonomikrisen til egen fordel, når konjunkturerne igen går den rigtige vej.

"Der er ingen tvivl om, at vi kommer styrket ud af krisen på tværs af Carlsberg Gruppen. Det er vanskelige tider, men når det er ovre, vil vi have udbygget vores positioner eller som minimum have fastholdt dem," vurderer Jørgen Buhl Rasmussen.

Frankrig skal vinde andele i år

Den franske "turnaround" er på skinner, oplyser Carlsberg i sit regnskab, og de overordnede synergier fra overtagelsen af Scottish & Newcastle er allerede oppe på 250 mio. kr. - hvilket er 50 mio. kr. foran det ventede i markedet.

Men Carlsberg slikker forsat sårene i den franske forretning, hvor koncernens nytilkøbte Kronenbourg har tabt markedsandele i en årrække. Men den kurve skal vendes allerede i år.

"Vi bør kunne se en fremgang i markedsandele i anden halvdel af i år - og som minimum en stabilisering. Vi har først nu fået nye produkter, design, flasker og positionering på plads i den franske handel og har endnu ikke startet annonceringen," siger Jørgen Buhl Rasmussen til borsen.dk.

Kan I indhente det tabte i Frankrig?

"Det vil tage tid at genvinde alt det tabte, men det har vi også forudset ved opkøbet. Men vi har taget store omkostninger ud - synergier på mindst 200-300 mio. kr., og hvis vi kan vende udviklingen i markedsandele, så bliver det en særdeles attraktiv forretning," konstaterer topchefen.

Analytikere nærmer sig Carlsberg

Regnskabet viste fastholdelse af de udmeldte årsforventninger, der lyder på et salg på 63 mia. kr. samt en primær drift på mindst 9 mia. kr. i 2009.

Jørgen Buhl Rasmussen understreger, at forventningerne er præcis det samme som udmeldt ved årsregnskabet, og at Carlsberg kan kompensere for usikkerheden i markedet - med mindre det går helt galt.

"Vi kan ikke lade os styre af, hvad der sker på kort sigt, men vi er sikre på, at vi kan levere på de forudsætninger og mål, vi har lagt ind. Flere har tvivlet på, om vi kan levere det lovede, men de synes nu at nærme sig vores mål," lyder det fra Carlsberg-bossen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis