ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Carlsberg-boss: Ny chef skal forbedre resultaterne i Vesteuropa

Carlsberg skal forbedre sine resultater i Vesteuropa efter et halvsløjt 2015. Sådan lyder den klare melding fra bryggeriets topchef, Cees 't Hart. 

Det sker dagen efter nyheden om, at Carlsberg efter gensidig aftale stopper samarbejdet med den nuværende chef for regionen, Jørn Tolstrup Rohde, og erstatter ham med Michiel Herkemij. Sidstnævnte er blevet rekrutteret internt og kommer fra en stilling som midlertidig chef for Carlsbergs britiske forretning. 

"Jørn og jeg sammensatte en liste over potentielle Carlsberg-kandidater, og jeg mødtes med dem alle og besluttede, at Michiel var det bedste valg," siger Cees 't Hart i et skriftligt svar til Børsen. 

51-årige Michiel Herkemij er hollænder og har tidligere bestredet topposter i mejerigiganten Frieslandcampina og hos Carlsbergs ærkerival, Heineken. 

"Jeg ville have en, der kender ølindustrien, og som har en god track record. Michiel tager en bred, international viden om ølindustrien og andre relaterede industrier med over i vores ledelse," lyder det fra Cees 't Hart.

1_31839_picture_2331_3.jpg
51-årige Michiel Herkemij afløser Jørn Tolstrup Rohde som chef for Carlsberg i Vesteuropa. -PR-foto

Europæisk tilbagegang 

Vesteuropa, der er et nøglemarked for Carlsberg, har længe været kendetegnet ved en stagnerende volumen. Alligevel blev Jørn Tolstrup Rohde kendt for at kunne presse citronen så meget, at bryggeriet fortsat tjente penge i området. 

Det gav ham kælenavnet "Carlsbergs mirakelmager". 

2015 var atter præget af en flad udvikling inden for såvel volumen som omsætning for Carlsberg. Det udmøntede sig i en driftsindtjening, der var 3 pct. lavere sammenlignet med resultatet for 2014. 

"Som jeg sagde onsdag, bliver 2016 et år med konsolidering i alle markederne. Ud fra et regionalt synspunkt vil vi fokusere på at fobedre marginerne i Vesteuropa. Vi forventer en flad udvikling på markederne i Vesteuropa med visse fordele under sommerens EM-slutrunde i Paris," siger Cees 't Hart. 

Frans Høyer, aktieanalytiker i Jyske Bank, sagde torsdag til Børsen, at chefskiftet næppe får nogen indflydelse på aktiekursen. Investorernes øjne er i stedet rettet mod Cees 't Harts nye strategiplan "Sail 22", som Carlsberg løfter sløret for i midten af marts. 

Carlsberg-aktien stiger med 0,16 pct. i fredagens handel på fondsbørsen. 

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis