ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

C20 trukket ned af WDH, Carlsberg og Novo

Det danske aktiemarked klarede sig tirsdag lidt dårligere end det øvrige Europa, som dog i overvejende grad også var negativt stemt efter nogle gode dage med stigninger.

Herhjemme lukkede C20-indekset 1,0 pct. lavere i niveau 346,09, mens børserne i London og Paris var faldet 0,2-0,4 pct.

"Det har været en ret udramatisk dag på finansmarkedet. Det tyske DAX-indeks var steget med 11 pct. over de foregående fire børsdage, så er det ikke overraskende, at der nu kommer en dag, hvor man tager noget gevinst - specielt i de markeder, vi har i øjeblikket," siger chefrådgiver Claus Paaske Larsen fra Nordea til Ritzau Finans og fortsætter:

"Nu så vi et euforisk marked mandag efter Sarkozys og Merkels udtalelser om, at de vil lægge planer for en løsning af gældskrisen. Men jeg tror, der er mange, som står med den fornemmelse, at der skal noget konkret på bordet, før man tager stilling til, om markedet skal videre herfra."

I løbet af tirsdagen var der fokus på meldinger fra Slovakiet, som er det eneste land, som endnu mangler at godkende eurozonens krisepakke. Derudover var der i markedet opmærksomhed om den forestående sæsonåbning for aflæggelse af regnskaber i USA.

"Vi står ved dørtærsklen til en ny regnskabssæson, der starter med regnskabet fra amerikanske Alcoa tirsdag aften, og det kan godt være, at man lige vil se, hvordan det ligesom starter op, før man positionerer sig igen," siger Claus Paaske Larsen.

Tirsdagens fald i C20 skyldes ikke mindst et fald i Novo Nordisk, som vægter med ca. 40 pct. i indekset, på 1,7 pct. til kurs 536 efter omtale i Børsen af en ny amerikansk retssag.

Novo beskyldes sammen med en række andre medicinalselskaber for at have fusket med rabatterne til sygesikringen for fattige amerikanere, Medicaid. Novo Nordisks kommunikationschef, Mike Rulis, betegnede dog anklagerne som grundløse.

Derudover faldt William Demant yderligere 3,3 pct. til kurs 399, efter at anbefalingen af aktien mandag blev sænket af Morgan Stanley. Og Carlsberg faldt 2,8 pct. til kurs 350, efter at den de foregående tre børsdage var steget samlet 12 pct.

"Carlsberg bliver ramt af gevinsthjemtagning efter de seneste dages pæne optur," siger Claus Paaske Larsen.

På den positive side fandt man Sydbank, som steg 1,7 pct. til kurs 98,70, da banken annoncerede fyringer af 89 medarbejdere og højere priser på lån. Tiltagene begrundes med de svage konjunkturer, som ikke umiddelbart ser ud til at blive bedre.

"Vi kan ikke se nogen økonomisk bedring lige rundt om hjørnet, og det tror jeg ikke, at nogen kan. I foråret tror jeg, at der var mere optimisme at spore hos mange af os, men hen over sommeren og her i efteråret ser vi jo ingen tegn på bedring i de generelle økonomiske konjunkturer," siger Karen Frøsig, administrerende direktør i Sydbank, til Ritzau Finans og tilføjer:

"Om man kan lide det eller ej, er man som ansvarlig ledelse nødt til at gøre det nødvendige, hvis man vil sikre, at Sydbank holder sig i front som en af de sunde og stærke banker. Det kan man ikke, hvis man overhører sådanne signaler."

NKT gjorde positiv væsen af sig med en stigning på 4 pct. til kurs 204,1, uden at der var selskabsspecifikt nyt ude, og Vestas fulgte efter med et plus på 2,7 pct. til kurs 90.

/Ritzau Finans/

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis