ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

C20 trodsede tilbagegang i Europa

Modsat det øvrige Europa var det danske C20-indeks i fint humør torsdagen igennem trukket op af Novo Nordisk.

C20-indekset steg 0,6 pct. i indeks 462,50. Efter at have ligget i front tidligere på dagen endte Vestas i en blød mellemlanding i kurs 30,21, en stigning på 1 pct. I stedet blev det sværvægteren Novo, der endte øverst (+1,6 pct. i kurs 882), og er der stigning her, er det som regel nok til at trække hele C20 i plus.

Dagens vigtigste begivenhed for investorerne var rentemeldingen fra ECB. Beslutningen om at sænke rente 25 basispoint var dét, markedet håbede på.

"ECB skal gerne sænke renten med 0,25 procentpoint for at holde stemningen ved lige. Pressekonferencen lægger vi også meget mærke til, for at høre om der er noget, der peger på yderligere tiltag. Desuden kommer der tal for nytilmeldte ledige i USA og ISM-indekset for serviceindustrien, hvor vi helst ikke skal under 50," sagde aktiechef i Danske Bank, Mads Zink, tidligere i dag til Ritzau.

ISM-forhåbningen blev indfriet, om end tallet skuffede en smule.

I bunden af C20-indekset lå i dag NKT og Carlsberg. Sidstnævnte er ramt af faldende russisk ølsalg og nye restriktioner for ølreklamer i samme land. Aktien faldt 1,3 pct. i kurs 468,40.

ADP-beskæftigelsesrapporten fra USA overraskede ligeledes positivt og giver forhåbning om en god jobrapport fra USA i morgen. ADP-rapporten måler væksten i arbejdspladser i den private sektor, og der var tale om en stigning på 176.000 i juni - klart bedre end ventet.

Konsensus var ifølge Bloomberg en vækst i beskæftigelsen på 100.000. Tallet for maj er i øvrigt revideret op til 136.000 fra 133.000.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis