ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

C20 stikker næsen over 500-niveauet

Det danske aktiemarked åbner som ventet en anelse højere fredag og har sat kurs mod højeste niveau siden 2007.

Også resten af Europa fortsætter den positive tendens, efter Mario Draghi torsdag sagde de magiske ord om støtteopkøb af obligationer i eurozonens kriselande.

Der er dog tale om mere afdæmpede gevinster end torsdag, og retningen kan hurtigt skifte i eftermiddag, hvor der kommer jobtal fra USA. Økonomer venter ifølge Bloomberg News 130.000 flere arbejdspladser uden for landbruget i august.

C20-indekset ligger ved 9.45-tiden 0,2 pct. højere i indeks 500,66. Den sidste top blev sat 15. august, da C20-indekset sluttede i 500,37, og C20-rekorden ligger ikke langt væk. Alle tiders højdepunkt målt på slutkursen er 517,67 og er sat den 11. oktober 2007.

NKT, FLSmidth og Vestas udgør toppen i C20 fredag morgen med stigninger på 2,5-2,8 pct. til kurserne 209, 46,8 og 347,30. Vestas kan varme sig lidt ved positive tilkendegivelser fra USA?s præsident, Barack Obama, da han talte ved Demokraternes partikonvent i North Carolina. Obama vil skabe et hav af nye job gennem grøn energi som eksempelvis vind samt skære halvdelen af USA?s olieimport inden 2020, fremgik det af talen.

Lundbeck op på aftale

Lundbeck stiger 0,6 pct. til 109,40 kr. Medicinalselskabet investerer på 10 mio. euro i den finske samarbejdspartner Biotie. Som modydelse får Lundbeck ret til en større andel af indtægterne, hvis selskabernes alkoholpille, Selincro, kommer på markedet uden for Europa.

"Lundbeck har et stærkt cash-flow lige nu, og man kan diskutere, hvor stor en satsning, aktieinvesteringen er, men det peger da på, at Lundbeck nu vil noget med det her produkt uden for Europa. Om Lundbeck så er tæt på at indgå en partneraftale, eller om det er fordi, at man i sin strategiplan arbejder på at gøre det, synes jeg er sværere at spå om," siger analytiker i Alm. Brand Markets Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

I bunden af C20 ligger GN Store Nord med et fald på 1,2 pct. til 83,15 uden bagvedliggende nyheder. Derimod stiger A.P. Møller - Mærsk 0,6 pct. til 39.660 trods et par dårlige nyheder. Containerindekset fra Shanghai Shipping Exchange faldt 2,1 pct. i sidste uge.

Simcorp løftet

Blandt sidepapirerne stiger Simcorp 3 pct. til kurs 1133 oven i en gevinst på 6,7 pct. torsdag efter annoncering af en ordre fra USA fra et unavngivent statsstøttet realkreditinstitut. Softwarehuset er efterfølgende blevet opjusteret af Nordea og Handelsbanken til henholdsvis "hold" og "akkumuler". Desuden har Danske Bank kvitteret ved at løfte sit kursmål til 1300 fra 1150.

"Det er den tredje amerikanske ordre i dette her kvartal og det er med til at mindske risikoen i aktien. Samtidig bliver Simcorp et mere kendt brand derovre, hvilket øger sandsynligheden for, at der kommer flere ordrer i USA. Det betyder, at vi ser lysere på Simcorp, der dog er lidt højt prissat," siger senior aktierådgiver i Nordea Mikkel Kirkegaard Petersen.''

SAS styrket


SAS, der har været i fokus grundet den omfattende Lufthansa-strejke i den seneste uge, stiger 1,7 pct. til 5,95. Fredag stjæler det skandinaviske selskab selv rampelyset, når det præsenterer sine trafiktal for august. Aktien steg torsdag 3,5 pct. til kurs 5,85.

Senere i eftermiddag vil den amerikanske jobrapport vise vej for investorerne. Økonomer venter 130.000 flere beskæftigede uden for landbruget og en uændret arbejdsløshed på 8,3 pct.

/ritzau/FINANS

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis